I det fynske folks tjeneste

Fortsat bakterier i badevandet ved Sandager Næs Strand

Torsdag i sidste uge fandt Assens Kommune e-colibakterier i vandet ud for Sandager Næs Strand. Nye vandprøver viser, at vandet stadig er forurenet.

Sandager Næs Strand er en Blå Flag-strand, og derfor er kravene til badevandets kvalitet skrappere end for andre strande. Foto: Google Maps

Mandag den 11. juni blev der taget en badevandsprøve i vandet ud for Sandager Næs Strand lidt nord for Assens.

Da resultatet forelå torsdag, viste prøven et for højt indhold af e-colibakterier, og Assens Kommune udstedte derfor et forbud mod at bade ved stranden.

Sandager Næs Strand er en Blå Flag-strand, og derfor er kravene til badevandets kvalitet skrappere end for andre strande.

Der blev straks taget en ny prøve, og mandag viser resultatet, at niveauet stadig er for højt.

Indholdet af bakterier er dog faldet lidt, så kommunens badeforbud er nu ændret til, at badning frarådes.

- Vi har straks taget en tredje prøve. Vi forsøger også nu at nå nærmere en årsag til bakterierne i badevandet med en udvidet prøve, siger miljø- og naturchef i Assens Kommune Annette Bæk i en pressemeddelelse.

Læs også Anmeldelse om brand i båd: Orange dragter snød anmelderen

Strengere regler for en Blå Flag-strand

Resultatet af de nye prøver, der blev taget torsdag, viser, at niveauet af e-colibakterier er faldet til 880 cfu per 100 milliliter vandprøve.

For at badevandet kan betragtes som rent på en Blå Flag-strand, og man igen må bade, skal antallet af E-colibakterier falde til under 250 cfu per 100 milliliter vandprøve.

Den nye prøve viser endvidere, at indholdet af enterokokker i badevandet også medvirker til, at badning frarådes. Her er værdien på 230 cfu per 100 milliliter vandprøve.

Ved en Blå Flag-strand skal antallet af enterokokker være under 100 cfu per 100 milliliter vandprøve.

Tredje prøve er taget mandag

Der er mandag taget endnu en prøve, og nu også en udvidet prøve, der kan vise, om bakterierne stammer fra dyr eller mennesker.

Resultatet af tredje prøve og den udvidede prøve forventes klar torsdag den 21. juni.

Blåt flag pilles ned

På grund af fundet af E-colibakterier blev det Blå Flag, som siden badesæsonens start 1. juni har vajet ved stranden, pillet ned torsdag.

Når badevandet igen er rent nok til, at man må bade, fjerner Assens Kommune advarselsskiltene fra stranden.

Fakta

Assens Kommune måler løbende badevandskvaliteten ved kommunens strande.

I badesæsonen (1. juni til 1.september) bliver badevandet kontrolleret ved 12 af kommunens badestrande.

Badevandsanalyser skal sikre, at vandet er sundhedsmæssigt forsvarligt at bade i.

På overvågningsstationer udtages mindst fire vandprøver, mens der på kontrolstationer tages op til 15 vandprøver i løbet af badesæsonen.

Badevandskontrollen består blandt andet af en måling for e-coli og enterokokker, samt en visuel inspektion af vandet.

Se mere om de lokale strande på www.assens.dk/badevand

Kilde: Assens Kommune