I det fynske folks tjeneste

Fortsat fynsk kamp for arbejdstilsyn

Beskæftigelsesministeren nægter at bevare Arbejdstilsynet på Fyn. Men de fynske fagforeninger kæmper videre. I aften mødes de for at lægge yderligere pres på ministeren.

-

Beskæftigelsesministeren nægter at bevare Arbejdstilsynet på Fyn. Men de fynske fagforeninger kæmper videre. I aften mødes de for at lægge yderligere pres på ministeren.


\"Der vil blive oprettet hjemmearbejdspladser, som medarbejderne kan køre ud fra. Arbejdsmiljøproblemerne på Fyn får med andre ord præcis lige så stor opmærksomhed som andre steder i landet,\" siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Fyens Stiftstidende.


Han afviser dermed en henvendelse fra Odenses borgmester, Fyns amtsborgmester og formanden for den fynske kommuneforening, som peger på, at landets tredjestørste by bør bevare sit arbejdstilsyn.


I aften mødes de fynske fagforeninger for at lægge nyt pres på ministeren.


\"Vi vil stadig prøve at påvirke ham. Uanset om der oprettes hjemmearbejdspladser eller ej, bliver der tale om en forringelse af arbejdssikkerheden på Fyn, hvis Fyn skal dækkes fra Sjælland,\" siger Bent Skovlund fra LO Fyn.


74 fagforeninger er inviteret til mødet, som holdes kl. 19 i HK-huset i Odense.