I det fynske folks tjeneste

Fortsat økonomisk støtte til Vandkulturhuset

Odense Kommune kan fortsat regne med 25 millioner kroner i støtte fra Lokale- og Anlægsfonden til Vandkulturhuset, selvom placeringen er blevet ændret fra Klosterbakken til havnen.

Lokale- og Anlægsfonden vil stadig gerne støtte vandkulturhuset i Odense 

1 af 4

Lokale- og Anlægsfonden havde oprindeligt bevilget 25 millioner kroner til opførelsen af et Vandkulturhus i Odense under den forudsætning at huset blev opført på Klosterbakken i det centrale Odense.

Men et politisk flertal har hidtil peget på havnen som et mere oplagt sted til det nye Vandkulturhus. Og det accepterer Lokale - og Anlægsfonden nu.

- Ingen tvivl om, at vi var begejstrede for placeringen på Klosterbakken. Men fonden ser også store perspektiver i, at det usædvanlige og smukke vandkulturhus kan skabe folkeliv og arkitektonisk kvalitet på den ny havnefront, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.

Havnen må ikke dø

Derfor godkendte bestyrelsen for Lokale- og Anlægsfonden tirsdag, at Odense Kommune fortsat kan regne med støtten på 25 millioner kroner til vandkulturhuset.

- Vandkulturhuset kan på havnen i Odense blive et mødested for borgerne og forbinde havneområdet med midtbyen. Ud over at blive til glæde for borgerne kan huset dermed få stor betydning for en god byudvikling. Derfor har vi besluttet, at vi principielt godt kan støtte en placering på havnen, men skal have forelagt den endelige placering blandt de tre muligheder, Odense Kommune har peget på, siger Torben Frølich.

Politisk usikkerhed

Men selvom økonomien ser ud til at være på plads, så er der stadig økonomisk usikkerhed om projektet. 

Den Radikale Erik Simonsen har både før og efter kommunalvalget krævet Vandkulturhuset droppet. Foreløbig har den kommende borgmester, Jan Boye, sagt ja til at åbne hele Kulturforliget i Odense Kommune. Så hvad der sker med Vandkulturhuset er fortsat uafklaret.