Fortuna tabte til Holte

Fortuna Odense vandt det første opgør i semifinaleserien mod Holte på udebane, men i Odense holdt Holte skansen.

Efter at have vundet 1. semifinale i Holtehallen, var der store forhåbninger om at gentage succesen hjemme i Odense.

Det begyndte også godt og efter at have været bagud i 1. sæt, fik Fortuna Odense kæmpet sig tilbage og vandt sættet.

Men derfra var det som om magien og gejsten stille og roligt sivede ud af holdet, og Holte vandt de 3 efterfølgende sæt.

Dermed fik Holtepigerne udlignet, og der står nu 1-1 i semifinaleserien, der spilles bedst af 5 kampe.

Bortset fra resultatet, var der mange tilskuere, og i store dele af kampen også volleyball på meget højt niveau.

På søndag går pigerne igen på banen i Holtehallen i den 3. kamp, og siden tirsdagens nederlag er der blevet arbejdet på at komme tilbage til det spil, der gav sejr i den 1. kamp.

Tirsdag den 18. marts spiller Fortuna Odense den fjerde - og måske afgørende semifinalekamp. Det er klokken 19.30 hjemme i Klostermarkhallen.

Oversigt

    Oversigt