I det fynske folks tjeneste

Forvoksede træer driller togtrafikken

Træerne langs Svendborgbanen skal beskæres, og det kommer til at påvirke togtrafikken på strækningen de næste to uger.

Der bliver indsat togbusser på Svendborgbanen i de sene aftentimer. Foto: Jonas Bertelsen

De fleste haveejere ved, at det nogle gange er nødvendigt at beskære havens træer. Det samme gælder for de træer, der vokser langs togskinnerne.

Det er nemlig blevet nødvendigt at beskære træerne langs Svendborgbanen, og arbejdet går i gang sent søndag aften og fortsætter i aftentimerne frem til den 13. december.

 

Læs også DSB dropper Svendborgbanen

I første omgang er det på strækningen mellem Odense og Ringe, at Banedanmarks store havesaks skal findes frem fra søndag aften og frem til den 6. december.

Anden etape af træbeskæringen foregår fra den 9. december frem til den 13. december mellem Ringe og Svendborg.

Det skriver DSB.

Arbejdet med at beskære træerne langs Svendborgbanen betyder, at der ikke kan køre tog, mens arbejdet pågår.

Derfor bliver der i de sene aftentimer indsat togbusser i begge retninger mellem Odense og Svendborg, indtil arbejdet er overstået.

DSB skriver, at ændringerne vil gøre rejsetiden længere. Det anbefales derfor, at rejsende tjekker Rejseplanen, inden de skal afsted.