Fra lampe til lysinstallation

Designfirmaet Le Klint er verdenskendt for sine foldelamper, men i øjeblikket havner en del af virksomhedens materiale i en container. En ung designer har sat sig for at anvende Le Klints materialer på en helt ny måde.

Siden 1943 har foldepigerne på Le Klint i Odense foldet lampeskærme i plastfolie.

Gennem årene er det blevet til hundredevis af forskellige lamper, og mange har gået sine sejrsgange herhjemme og i udlandet og gjort Le Klint til et internationalt brand.

- Vi har en historie, vi har et DNA som udspringer af vores foldehåndværk. Det er der ingen tvivl om, det er vi også meget bevidste om, siger administrerende direktør Kim Weckstrøm Jensen.

Men i øjeblikket bliver plastfolien ikke bare brugt til lamper. Den unge designer Katja Brüchle Knudsen har sat sig for at skabe en installation med Le Klints materialer i en container.

- Det kribler rigtig meget i fingrene, og man har sommerfugle i maven, fordi man har heller ikke lyst til at skuffe eller fornærme de værdier, Le Klint står for, siger hun.

Katja Brüchle Knudsen har mest lavet tasker, og hun blev landskendt for designet af den taske, Lars Løkke Rasmussen overrakte Helle Thorning-Schmidt ved overdragelsen af Statsministeriet.

men lige nu handler det om at skabe en lysinstallation, der skal deltage i verdens største designmesse i Milano til april.

- Det man kan få lov til at opleve er en helrumsoplevelse. Det som er vigtigt for mig er, at det ikke er et bestemt produkt, der kom ud af det her samarbejde, men en oplevelse, fortæller Katja Brüchel Knudsen.

Men selvom Le Klint ikke kan sælge oplevelser, ser direktøren kommercielle perspektiver i Katjas installation.

- Som moderne virksomhed i dag og som designvirksomhed som vi kalder os, så skal vi videreudvikle os, og der må vi kigge på de her unge mennesker, og vi må også få dem til at komme ind hos os og hjælpe os med at skabe morgendagens Le Klint lamper, siger Kim Weckstrøm Jensen.

Oversigt

    Oversigt