Fra spildevand til energi og rent vand

Kommunekemi i Nyborg er langt fremme med forsøg med at rense kemikalieforurenet industrispildevand til energi og rent vand. Så langt, at EU og Energistyrelsen støtter det videre arbejde.

-

Kommunekemi i Nyborg er langt fremme med forsøg med at rense kemikalieforurenet industrispildevand til energi og rent vand. Så langt, at EU og Energistyrelsen støtter det videre arbejde.

Metoden, der anvendes, kaldes superkritisk vådoxidation og forgasning, hvilket populært sagt er en forbrænding uden ild, skriver Kommunekemis blad, KK info.

I processen omsættes olie og andre kemikalier i spildevandet til brændbar gas, mens vandet får en kvalitet, der mindst svarer til renset spildevand.

Lovende forsøg
Sammen med en opfinder og kedel-virksomheden, Vølund, har Kommunekemis Viden- og Afprøvningscenter kørt forsøg med teknikken på et lille forsøgsanlæg.

Resultaterne har været så lovende, at EU og Energistyrelsen har givet tilsagn om millionstøtte til opbygning af et større forsøgsanlæg.

Samtidig er samarbejdet udvidet til at omfatte forskere fra det tekniske universitet i Napoli og forskningsinstituttet, IWC, i Hamburg.

Målet er at videreudvikle teknikken så meget de kommende tre år, at der kan bygges et anlæg i fuld skala på Kommunekemi.

Kommunekemi modtager 15.000 tons organisk forurenet industrispildevand hvert år, som afbrændes. Lykkes udviklingen af det ny anlæg kan spildevandet levere gas til Kommunekemis produktion af varme og elektricitet, mens vandet kan genbruges.

Oversigt

    Oversigt