I det fynske folks tjeneste

Trods få kilometers afstand: Fraværsprocent varierer voldsomt fra skole til skole

Antallet af elever med mere end ti procent fravær i Odenses folkeskoler afhænger af, hvor i kommunen eleven bor.

00:17

På Abildgårdskolen har skoleleder Allan Feldskou stort fokus på at bringe fraværsprocenten ned. Video: Morten Grundholm

Otteårige Alma fra Odense tager skoletasken på ryggen for at nå i skole, inden klokken ringer ind til matematik. Om hun rent faktisk kommer i skole afhænger af, hvor hendes skole ligger i Odense.

Går Alma på Rosengårdskolen, H.C. Andersen Skolen eller Abildgårdskolen har hun og op mod 26 procent af hendes klassekammerater mere end 20 dages fravær om året. Det svarer til, at Alma misser mere end ti procent af årets skoledage.

I kortet kan du se, hvor mange elever med mere end ti procent fravær, hver enkelt folkeskole i Odense Kommune har. Foto: Odense Kommune

Alma er fiktiv, men det er tallene ikke. De er netop blevet offentliggjort af Odense Kommunes velfærds-taskforce, der på Økonomiudvalgets opfordring har identificeret kommunens største udfordringer.

Ét af problemerne er uligheden mellem kommunens bydele.

Fravær afhængig af geografi

På Abildgårdskolen i Vollsmose har 18 procent af skoleleder Allan Feldskous 426 elever mere end 20 dages fravær om året. 

- Vi skal ind og lave en forebyggende indsats, og vi skal have fat i det så tidligt som overhovedet muligt, sådan at vi kan få bremset et eventuelt dårligt fremmøde i folkeskolen, fortæller han til TV 2/Fyn.

Kun 6,5 kilometer fra skolen på Gillestedvej i Odense NØ ligger Søhusskolen, der har et af kommunens laveste fraværsprocenter. Her misser ni procent af eleverne mere end 20 skoledage om året.

Læs også Politikere vil frede Friluftsbadet - men vil ikke sige, hvor der så skal spares 79 millioner

På Abildgårdskolen har antallet af elever med mere end ti procent fravær i mange år været højere end landsgennemsnittet. Sidste skoleår lå den på 24 procent. I år er den faldet til 18, men Abildgårdskolens skoleleder er stadig bevidst om, at endnu færre af hans elever skal misse skoledage.

00:22

Skoleleder Allan Feldskou forklarer, hvorfor han mener, Abildgårdskolens fravær er højere end mange andre folkeskolers. Video: Morten Grundholm

Luk video

- Vi har lavet en særlig fokuseret indsats på at nedbringe fraværet blandt eleverne. Vi har kommunikeret meget tydeligt ud til forældrene, at det også er deres - og faktisk primært deres - ansvar, at børnene kommer i skole hver dag. Så gør vi endvidere det, at vi sender sms-beskeder til forældrene, når deres barn har mere end otte procents fravær. Så vi prøver at fange det på et meget tidligt tidspunkt, hvis vi kan se, at der er børn med for højt fravær, fortæller Allan Feldskou.

Odenses største udfordringer

Tirsdag præsenterede taskforce-gruppen seks punkter, den ser som Odense Kommunes største fremtidige udfordringer.

De seks medlemmer i taskforcen peger blandt andet på uligheden og forskellen mellem kommunens bydele som et problem for kommunen - det ses blandt andet i folkeskolernes fraværsprocenter, antallet af huller i skoleelevernes tænder og forskel i eksamensresultater.

I faktaboksen herunder kan du se, hvilke seks punkter der ifølge taskforcen truer Odense Kommunes velfærd.

Om 14 dage præsenteres kommunens politikere for taskforcens løsningsforslag til de seks udfordringer.

Velfærdsudfordringer i Odense

1) I 2029 vil der være 2.800 flere små børn og 4.000 flere ældre i Odense end i dag.

 

2) Det er blevet sværere at rekruttere sygeplejersker og sosu'er. Ifølge taskforcen bliver det ikke nemmere i fremtiden.

 

3) For mange unge risikerer at leve et isoleret liv i fremtiden. 

 

4) Blandt landets seks største byer har Odense flest borgere i den arbejdsdygtige alder, som ikke er i arbejde.

 

5) Uligheden i Odense er stor og afhængig af, om man bor i nord, syd, øst eller vest.

 

6) Tilliden til velfærdssamfundet er presset, og flere end hver anden dansker over 40 år frygter, at der ikke er tilstrækkeligt hjælp, når de bliver gamle.

Se mere

Læs også Ny spareplan: - Hvis man vil hæve kvaliteten, skal man ikke fyre medarbejdere