I det fynske folks tjeneste

Frede Farmand anker byretsdom: Vi ville ikke tjene en krone

Bogtjenesten Lend Study vil ikke acceptere dagens dom for krænkelse af ophavsretten ved at lægge 198 lærebøger op på en hjemmeside

Frede Farmand vil ikke acceptere dagens dom. Derfor anker han nu til landsretten.

Blandt de tre dømte for krænkelse af ophavsretten med lærebogstjenesten Lend Study var den 71-årige arkivar Frede Farmand fra Tønder. Han fungerer som juridisk rådgiver for de to unge mænd fra Odense, der har startet tjenesten. De tre blev i dag idømt fire måneders betinget fængsel i byretten og få de to unge mænds vedkommende også samfundstjeneste oveni.

Den dom vil Frede Farmand dog ikke acceptere, og han fortæller TV 2/FYN, at han nu vil anke dommen.

- Rettighedsalliancen har på en helt usandsynlig måde forklaret, at der var tale om berigelseskriminalitet, siger Frede Farmand, og det afviser han bestemt:

Ren non profit
- Der er tale om ren non profit, hvor der ikke må gå en krone til ejerne, og såfremt der er overskud, skal det ubeskåret bruges til at købe flere bøger. 

Læs også Kopierede lærebøger ulovligt: Tre mænd dømt

I Frede Farmands optik er Lens Study en lukket forening, hvor studerende betaler 300 kroner hvert halvår, og først efter at bestyrelsen har godkendt dem, vil de få adgang til bøgerne på hjemmesiden. Dermed mener han, at der er tale om et system, hvor de kan give adgang til bøgerne uden at krænkerettighedshaverne. Forfatterne og forlagene skulle i stedet betales efter det brug af deres bøger, der var på systemet. En ordning har han sammenligner med Youtube.  

Kvæler et guldæg
- Vi skal selvfølgelig betale rettighedshaverne for det forbrug, der er. Desto flere unge, der går ind i systemet, desto flere penge kaster det af sig til forlagene og forfatterne. Det kunne blive et guldæg for dem, men det er et guldæg rettighedsalliancen nu er ved at kvæle, siger Frede Farmand.

Ud over anken arbejder de nu med et system, der med kunstig intelligens vil kunne bearbejde teksten i bøgerne, så den vil være ændret i forhold til oplægget. Dermed mener de, at de igen vil kunne undgå problemer med ophavsretten.