I det fynske folks tjeneste

Fredelig demonstration mod Israel

Det var Palæstina Initiativet i Odense, der havde arrangeret lørdagens demonstration imod Israels angreb i Gaza og Libanon. Demonstrationen, der startede klokken 12, havde i følge politiet samlet omkring 200 mennesker.

Demonstrationen startede ved Banegårdspladsen foran Fyens Stiftstidendes mediehus, og her var der først taler.

Arrangør Bent Hansen sagde blandt andet:

- Det er ethvert anstændigt menneskes forpligtigelse at forsvare uretten og de undertrykte.

Danmark gør for lidt

Efter talerne gik demonstranterne ned gennem Kongens Have og bagefter igennem gågaderne, før demonstrationen endte på banegårdspladsen igen.
Undervejs talte TV2/fyns reporter med et par af demonstranterne.

- Selvfølgelig er vi med. De dræber vores brødre i Palæstina og Libanon, og vi skal prøve at stoppe det, sagde Muhammed Daabas.

Andreas Martin ville også vise sin fordømmelse af Israels bombardementer.

- Jeg synes, der er god opbakning i hele Europa om at det her skal stoppes, men den danske regering har gjort for lidt for at det skal stoppes, sagde han.

Palæstinensiske flag

Demonstrationen forløb i fred og ro, men flere ringede til politiet og klagede over, at nogle unge kørte med palæstinensiske flag ud af deres bilvinduer.
Politiet valgte dog ikke at gøre noget ved anmeldelserne.