Fredelig sommer for de fynske livreddere

Det blandede danske sommervejr har givet livredderne på de fynske strande betydeligt mindre at lave end sidste år. 

De foreløbige opgørelser viser, at sommeren 2019 har budt på langt færre opgaver for de fynske livreddere end i sommeren 2018, hvor sommeren da også bød på ekstraordinært godt badevejr.

TrygFonden Kystlivredning har på Fyn livreddere i Kerteminde og Christiansminde ved Svendborg. 

De såkaldte aktionstal for Trygfondens Kystlivredning viser, at der indtil nu i 2019 ikke har været en eneste livreddende aktion, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare. Sidste år var der tre livreddende aktioner. To af dem var i Kerteminde og én ved Christiansminde.

- Jeg er positivt overrasket over, at der har været så få livreddende aktioner i år. Vi har haft mange gode badedage, og der har også være dage med fralandsvind som normalt skaber problemer, siger Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

Antallet at førstehjælpsaktioner er også faldet markant. Sidste år måtte livredderne hjælpe med for eksempel snitsår, bistik, dehydrering eller forstuvninger 342 gange mod bare 81 gange i år. 

Mest travlt har der været i Christiansminde, hvor der blev foretaget 65 førstehjælpsaktioner, mens livredderne satte ind med førstehjælp 16 gange i Kerteminde. 

Det samlede aktionstal for 2019 er dog steget en anelse fra 3264 til 3267 i år. Men tallene dækker også over oplysende indsatser og forebyggende indsatser, hvor der samlet set har været en marginal stigning denne sommer. 

- Tallene viser også, at vores forebyggende arbejde virker. Måske er der en sammenhæng mellem det stigende antal oplysende indsatser og antallet af livsreddende aktioner, siger Michael Iwersen.

Oversigt

    Oversigt