I det fynske folks tjeneste

Fredelige blokader foran Odenses institutioner

En stor del af daginstitutionerne i Odense var onsdag morgen blokeret af strejkende pædagoger. Blokadevagterne forsøgte at forhindre ledere og pædagogmedhjælpere i at åbne institutionerne. Blokaderne forløb fredeligt.

-

En stor del af daginstitutionerne i Odense var onsdag morgen blokeret af strejkende pædagoger. Blokadevagterne forsøgte at forhindre ledere og pædagogmedhjælpere i at åbne institutionerne. Blokaderne forløb fredeligt.


Omkring 1000 strejkende pædagoger var onsdag morgen blokadevagter foran de 149 daginstitutioner i Odense. Pædagogerne blokerede den institution, der er nabo til deres arbejdsplads.


\"Så vidt jeg har hørt er alle blokaderne forløbet fredeligt. Pædagogmedhjælperne har de fleste steder fået besked på, at de ikke skal komme på arbejde, så de ikke kommer i konflikt med deres kolleger\", fortæller pædagogernes talsmand Lars Tordrup.


Enkelte steder blev blokadevagterne mødt af forældre, der blev sure over, at de ikke kunne aflevere deres børn, men de fleste steder havde forældrene fået besked på at institutionerne var lukket igen i dag.


Ved Jernbanegades børnehave bortviste pædagogerne pædagogmedhjælpere som forsøgte at komme på arbejde. Det hele foregik dog fredeligt, da pædagogmedhjælperne støtter pædagogernes aktion.


Demonstration i eftermiddag
De 1700 strejkende pædagoger samles ved middagstid for at diskutere det videre forløb af arbejdsnedlæggelsen. Foreløbig tyder intet på, at Odense Kommune er villig til at genoptage forhandlingerne om Ny Løn, der var årsag til at pædagagogerne nedlagde arbejdet.


Klokken 15 går pædagogerne i demonstration til Flakhaven, hvor der samtidig er byrådsmøde.