I det fynske folks tjeneste

Fremtidens stuer på sygehuset testes af patienter og pårørende

Hvordan bestiller man mad? Hvor skal rollatoren stå? Patienter hjælper med at indrette fremtidens stuer til Nyt OUH.

00:30

Video: Flemming Ellegaard

Foto: Flemming Ellegaard

1 af 2

I Forskerparken i Odense er man i gang med at teste fremtidens patientstuer, der skal bygges til det kommende supersygehus i Odense.

Inden hundredvis af stuer bygges, spørges personalet, patienter og pårørende til råds om indretningen af hospitalsstuerne i en simpelt opbygget stue i Forskerparken. 

Læs også Nyt OUH bliver slet ikke så nyt – indeni bliver det gammelt

- Vi skal bygge 475 stuer, der ligner hinanden, så hvis vi finder nogle ting, der er forkerte her, koster det meget i driften. Derfor er det vigtigt, vi øver os og får det rigtige feedback i driften fra rigtige klinikere, rigtigt personale og rigtige patienter, siger Lotte Fletcher, der er projektleder hos Nyt OUH.

Rollespil på stuen

I Forskerparken foregår der derfor en form for rollespil i denne uge, hvor patienter, pårørende og personale afprøver måden, stuerne er bygget op på.

Hvor skal vi anbringe vores tøj? Hvor kommer sygeplejersken ind? Hvor stiller hun sig? Hvad med lægen?

Hanne Grønborg

På stuerne vil der blandt andet blive lagt vægt på øget digitalisering - eksempelvis når patienten skal bestille mad. Det kan gøres via en skærm direkte fra sygesengen, men det er ikke altid lige nemt for ældre patienter.

- Jeg tror, det bliver skræmmende for nogle, og jeg tror, det bliver godt for andre. Den digitale løsning er meget fascinerende. Jeg tror, det vil blive “spændende” at være patient på et sygehus, i og med de digitale løsninger vil findes, siger Hanne Grønborg, der er en del af Patientbrugerrådet for Nyt OUH, og som er med til at teste fremtidens hospitalsstuer. 

04:55

Se, hvordan fremtidens stuer på sygehuset kan komme til at se ud.  Video: Flemming Ellegaard

Luk video

Mange spørgsmål

Der er mange spørgsmål, som skal besvares, inden man går i gang med at bygge de endelige stuer.

- Vi kan bidrage med at være praktiske grise. Nu har jeg rollator. Hvor skal man anbringe den? Hvor skal vi anbringe vores tøj? Hvor kommer sygeplejersken ind? Hvor stiller hun sig? Hvad med lægen? Hvor skal han være? Og så videre. Kort sagt være praktiske gris, forklarer Hanne Grønborg.

I denne uge foregår det første af tre trin for at designe fremtidens stuer. Næste trin er at bygge en komplet, ny stue. Det har Region Syddanmark netop sat 1,4 millioner kroner af til.

Vi skal bygge 475 stuer, der ligner hinanden

Lotte Fletcher

Stuen bygges på det eksisterende OUH. Stuen danner grundlag for de stuer, man endeligt skal bygge, når det nye supersygehus skal bygges.

Nyt OUH forventes at stå færdigt i slutningen af 2022.