Frieri foran søløverne: - Jeg tænkte "Åh nej, hvad nu?"

Mandag faldt Kenni Eriksen på knæ foran søløverne i Odense Zoo. Svaret blev et stort ja.

Det var en helt almindelig dag i Odense Zoo mandag. Det troede i hvert fald Cindy Hartmann, og for langt størstedelen af gæsterne i haven var det sikkert også bare en mandag. 

For Cindy Hartmann fra Rudkøbing blev den 24. juli hendes forlovelsesdag.

- Vi skulle i zoologisk have på en ganske almindelig familietur, troede jeg. Så stod vi der ved søløverne, og så spurgte min kæreste pludselig: "Ved du, hvor meget jeg elsker dig?". Så gik han ned på knæ, og jeg tænkte: "Åh nej, hvad nu", griner Cindy Hartmann. 

Forlovelsesringen, Kenni Eriksen friede med, tilhørte egentlig Cindy Hartmanns mormor. Mormoren havde fået ringen i 25 års bryllupsgave af sin mand, Cindy Hartmanns morfar. Desværre døde morfaren for 10 år siden, og Cindy Hartmanns mormor var for syg til at overvære frieriet i zoo.
Forlovelsesringen, Kenni Eriksen friede med, tilhørte egentlig Cindy Hartmanns mormor. Mormoren havde fået ringen i 25 års bryllupsgave af sin mand, Cindy Hartmanns morfar. Desværre døde morfaren for 10 år siden, og Cindy Hartmanns mormor var for syg til at overvære frieriet i zoo.
Foto: Jan Nielsen

I hånden holdt Cindy Hartmanns kæreste, Kenni Eriksen, hendes mormors sølvbryllupsring, og der var ingen tvivl om svaret, da han rakte den frem og spurgte:

- Vil du ikke godt gifte dig med mig?

- Jeg gik i chok. Jeg kunne mærke tårerne, og jeg kunne ingenting. Menneskerne omkring os forsvandt, og jeg kunne kun se ham. Han var den eneste i verden, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Det var pladderromantisk, fortæller Cindy Hartmann.

Svaret blev selvfølgelig et stort ja. 

Forelsket på første date

For tre år siden havde Cindy Hartmann og hendes nu kommende mand deres første date. Dengang stod parret også i Odense Zoo. 

- Den date kan jeg stadig huske lige så tydeligt. Det var den dag, jeg forelskede mig i ham, siger Cindy Hartmann.

Nu, næsten tre år senere, blev søløverne, den nærmeste familie til Cindy Hartmann og Kenni Eriksen og en hyret fotograf vidne til frieriet.

Dermed blev pingvinerne snydt for at se Kenni Eriksen gå på knæ. 

- Det skulle have været foran pingvinerne, for på vores første date sagde Kenni, at kongepingvinen lignede en, der hed Kurt. Det hedder min far, så lige siden har vi joket med, at en kongepingvin er kong Kurt. Men desværre var der for mørkt til, at fotografen kunne tage billeder i grotten, og man kommer ud fra pingvinerne ved søløverne, så det var nogenlunde tæt, fortæller Cindy Hartmann.

Cindy Hartmanns mor, far, lillebror og svigerinde samt Kenni Eriksens datter overværede frieriet mandag. 

 
 
Foto: Jan Nielsen

Oversigt

    Oversigt