Frifundet for palle-tyverier for millioner

Bagmandspolitiet kunne ikke bevise, at vognmand havde stjålet paller over hele landet. Andre sager er også endt med frifindelse. Kun forsøg på tyveri i Odense gav betinget dom.

To mænd blev fredag frifundet i en sag om tyverier af europaller for 2,3 millioner kroner begået over hele landet. Københavns Byret konstaterer, at Bagmandspolitiet ikke kunne føre et tilstrækkeligt bevis i sagen.

For den ene mands vedkommende faldt anklagen til jorden, fordi sagen var blevet forældet. Og for den anden, en vognmand på 56 år, fastslår retten altså, at beviserne ikke er gode nok.

Han blev i øvrigt frifundet for en stribe andre palletyverier. Kun et forsøg på at stjæle fra et firma i Odense fandt retten bevist. Dette koster 20 dages betinget fængsel.

Dommen er ensbetydende med endnu et nederlag til anklagemyndigheden i sagskomplekset, som oprindeligt byggede på en sigtelse om, at et dusin mænd havde stjålet paller for ikke mindre end 40 millioner kroner rundt om i landet. Nogle er blevet frifundet, og i andre tilfælde er straffesagerne opgivet.

Oversigt

    Oversigt