Frifundet Rasmussen har det helt vildt

Alex Rasmussen har svært ved at tro på, at han er blevet frifundet og nu kan køre cykelløb igen.

Alex Rasmussen havde indstillet sig på 12 måneders karantæne, men Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) dopingnævn frikendte torsdag aften Rasmussen.

Det er sket, fordi den internationale cykelunion (UCI) har overskredet 14-dages-fristen for at meddele cykelryttere om brud på whereabouts-reglerne.

- Det er helt vildt. Jeg er selvfølgelig helt vildt glad lige nu. Jeg havde forventet, at de ville give mig et år, eller måske lidt mindre. Men det her, det havde jeg overhovedet ikke forventet, siger Alex Rasmussen til ekstrabladet.dk.

Med frifindelsen har Alex Rasmussen nu mulighed for igen at køre cykelløb, og vintersæsonen med makkeren Michael Mørkøv samt deltagelse ved OL er igen på bordet for Rasmussen.

- Jeg kan slet ikke overskue alle de ting, jeg må nu igen. Det må jeg indrømme Jeg har tidligere sagt, at det københavnske seksdagesløb er noget helt specielt for mig, og det kan jeg være med til nu. Det er helt fantastisk, siger Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt