Friluftsbade svigtet af gæsterne: Forventninger regnet væk

Dårligt sommervej har tæret på besøgstallene i Odenses friluftsbade. Hos det lille foreningsdrevne friluftsbad Allerup Gamle Have rammer det ekstra hårdt.

Allerup Gamle Have syd for Odense frygtede allerede inden sæsonen begyndte, at gæsterne ville blive væk. Og det kom til at holde stik. En foreløbig opgørelse viser et fald i besøgstallet på 20 procent.

- Det har været en hård sommer, og når vi kommer til slutresultatet, bliver den sikkert også hårdt rent økonomisk. For vi har ikke haft de gæster vi plejer, fortæller fomand Jimmy Adler Andersen fra Allerup Gamle Have.

Især konkurrencen fra de to gratis friluftsbade i Odense har været hård.

Hvis der i gennemsnit kommer 40-50 gæster pr. dag i sæsonen, hænger økonomien sammen, men med faldet i besøgstallet denne sæson, ser det sort ud.

Kan det risikere at true jeres eksistens?

- I yderste konsekvens kan det. Vi har en bestyrelse som trådte til, da kommunen og DGI ikke ville være med mere. Vi har aftalt at tage dette år ud, og hvis det så ser kulsort ud, er der ikke nogen til at at tage over, siger Jimmy Adler Andersen.

Impuls-gæster blev væk

Foreninger og skoler har været trofaste brugere af Allerup Gamle Have, men gæster der spotter om dagens vejr holder til en svømmetur, har valgt et af de gratis bade i Odense i stedet, mener Jimmy Adler Andersen:

- Det kan blive alvorligt for foreningens økonomi, og vi må nu drøfte i bestyrelsen, hvad vi skal gøre.

Bestyrelsen for Allerup Gamle Have vil nu kontakte medlemmerne af Odense Byråd for at bede om hjælp.

Første sæson med gratis entré i Odense Friluftsbad

Fri entré skulle have givet Odense Friluftsbad en kanon sommer. Men det historisk dårlige sommervejr, og en episode med trusler og vold i begyndelsen af juni, har skræmt gæsterne væk, vurderer chefen for Odense Idrætspark, Rune Bille, og fortæller, at besøgstallet er lidt over halveret i juni.

Det nye og gratis Odense Havnebad i Odense Havn gav det gamle friluftsbad konkurrence, og derfor besluttede et flertal i By- og Kulturudvalget, at Odense Friluftsbad også skulle være gratis fra denne sommer.

På trods af fri entré faldt besøgstallet i Odense Friluftsbad fra 22.815 gæster i juni 2016 til 11.273 i år. 

- Vi havde en dårlig start (overfaldet på en dreng 4. juni, red.), som gav en masse medieomtale. Dels gjorde det, at folk var utrygge ved at komme her, og dels havde vi rigtigt dårligt vejr, fortæller Rune Bille.

I juli var besøgstallet nærmest det samme som sidste år, så heller ikke her kunne den gratis entré lokke flere i vandet.  

Også havnebadet i Odense har mærket det dårlige sommervejr. Antallet af gæster i juli er halveret fra 22.000 sidste år til 11.000 i år.

Fri entre skulle have givet Friluftsbadet i Odense en kanon sommer. Men det historisk dårlige sommervejr og en episode med trusler og vold i begyndelsen af juni har skræmt gæsterne væk.

Oversigt

    Oversigt