Friske hindbær i december

Her først i december måned har det milde vejr vendt op og ned på naturens orden. I en kolonihave i Odense er der stadig røde hindbær på planterne.

Kolonihavejer Poul Brandt har tidligere plukket røde hindbær helt ind i november, men det er første gang, at han stadig har bær på planterne i december. 

Det milde danske vejr har betydet, at der flere steder i den odenseanske kolonihaveforening stadig er hindbær på buskene - lige til at plukke og spise.

Vejret har endnu ikke været så koldt, at det har taget livet af de søde bær:

- Hvis vi får over fire graders kulde om natten, så springer cellerne i dem, og så er de færdige, siger Poul Brandt.

Håber de holder til jul

Poul Brandt håber, at hindbærene holder ud lidt endnu:

- Hvis vi ikke får fire-fem graders kulde, så kan jeg plukke friske hindbær til min ris a la mande til jul, erklærer den håbefulde kolonihaveejer.

Oversigt

    Oversigt