I det fynske folks tjeneste

Frit Lejde: Her er støvsugeren, som ikke skal smides ud

Vi smider elektronik ud, fordi det er produceret, så det ikke kan skilles ad og repareres. Sådan lyder det fra professor Henrik Wenzel. Han mener, politikerne bør lovgive og roser Nilfisk for at tage skridt mod det, man kalder modulært design.

01:25

Henrik Wenzel og Nilfisk har været i dialog om den modulært opbyggede støvsuger i videoen. Når en af komponenterne går i stykker, kan den lynhurtigt skiftes ud. Foto: Morten Grundholm

 

Hvis støvsugeren ikke kan skilles ad, så ryger den for langt de flestes vedkommende ud, når den går i stykker.

Der skal ikke mere til end et defekt ledningsoprul, en hullet støvsugerslange eller plastic-kabinet. Det er i hvert fald professor Henrik Wenzels erfaring.

Hjælp forskerne

Men det gør en ny støvsuger nu op med. Den kan skilles ad ganske let, og det betyder, at man hurtigt kan udskifte den komponent, der er i stykker.

- Det er smart, fordi mange af de el-apparater, vi smider ud, der er det måske kun én komponent ud af 17, der er i stykker. Hvis man hurtigt og billigt kan udskifte den, så behøver man ikke smide hele støvsugeren ud, siger Henrik Wenzel.

Han viser en støvsuger fra Nilfisk frem, som netop er bygget på princippet om det, man kalder modulært design. Se mere om det i videoen i toppen af artiklen.

Elskrot: 75 procent virker stadig

Henrik Wenzel er professor i cirkulær økonomi på Syddansk Universitet. Han har nærstuderet 20 tons elskrot og talt op, at 75 procent af de støvsugere, folk havde smidt ud, stadig virker, når man sætter dem i stikkontakten.

Læs også Elskrot: Kære fynbo, vi har brug for din hjælp!

En af årsagerne er ifølge professoren, at det er alt for bøvlet at reparere støvsugerne. De er svære at skille ad, og reservedelene kan være svære at opdrive.

Derfor mener han, at man bør lovgive på området.

Elskrot er en kæmpe diskussion i EU i øjeblikket. Vi vil gerne lovgive, så produkterne designes, så de lever længere.

Christel Schaldemose (S), Medlem, Europaparlamentet.

- Hvis vi skal forlænge levetiden på vores el-apparater, og det gælder både støvsugere og blendere og hvad vi ellers omgiver os med af elektronik, så bliver vores politikere nødt til stille krav til producenterne, siger Henrik Wenzel.

I dag designes el-apparater således, at de er lynhurtige at producere. Men det betyder samtidig, at de kan være svære at skille ad. Ofte er de limet sammen flere steder. 

- Nogle gange kan man godt få den tanke, at producenterne med vilje har gjort apparaterne svære at skille ad. For eksempel ved at bruge flere forskellige slags skruer, eller endda gemme skruerne under andre dele, siger Henrik Wenzel.

00:52

TV 2/Fyn og Syddansk Universitet sætter i ny kampagne fokus på el-skrot.

Luk video

Fokus på elskrot i EU

EU-parlamentet har netop lavet en betænkning til EU-kommissionen, der skal gøre op med brug og smid væk-kulturen.

Det fortæller Christel Schaltemose, der sidder i parlamentet for Socialdemokratiet.

- Elskrot er en kæmpe diskussion i EU i øjeblikket. Og vi har fra parlamentet bedt kommissionen om strammere retningslinjer for producenterne. Vi vil gerne lovgive, så produkterne designes, så de lever længere. Det betyder blandt andet, at vi skal se på, hvordan vores el-apparater designes, siger Christel Schaldemose. 

Reservedele skal også gøres billigere, står der i betænkningen. Betænkningen er imidlertid ikke blevet til konkrete love endnu. 

- EU-systemet tager lang tid, men hvis vi vil påvirke producenterne, så de producerer mere bæredygtigt, så bliver vi nødt til at gøre det på EU-niveau, siger Christel Schaldemose.

FRIT LEJDE: DONÉR DIT ELSKROT OG FORTÆL FORSKERNE, HVAD DET FEJLER

  • Denne artikel er en del af TV 2/Fyns og Syddansk Universitets kampagne Frit Lejde.
  • Med Frit Lejde har alle fynboer mulighed for at indlevere deres kasserede el-apparater søndag den 18. og 25. november på de genbrugspladser, der er med i projektet. Dog med undtagelse af Assens, hvor indsamling sker lørdag.
  • Frit Lejde er et nyt forskningsprojekt. Bag projektet står Syddansk Universitet, TV 2/Fyn, Svendborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Odense Kommune og Assens Kommune.
  • Forskerne vil gerne have fynboerne til at indlevere deres kasserede el-apparater og i samme ombæring fortælle, hvorfor man har valgt at kassere det pågældende produkt.
  • Målet med projektet er at finde ud af, hvordan vi på den ene eller anden måde kan forlænge vores el-apparaters levetid.
  • Ofte er der slet ikke noget galt med de el-apparater, vi kasserer. Andre gange er det kun en enkelt komponent, der er i stykker.
  • Følgende genbrugspladser er med i projektet:
    Assens genbrugsplads, Torø Huse Vej 15, 5610 Assens: 17. november 10-16
    Faaborg Genbrugsstation, Mørkebjergvej 12, 5600 Faaborg: 18. november 10-16.
    Genbrugsstationen Villestofte, Rugårdsvej 275, 5210 Odense NV: 18. november 10-16.
    Genbrugsplads Svendborg, Miljøvej 10, 5700 Svendborg: 18. november 10-16.
  • Forskerne tager både imod apparater, der virker, og dem der ikke gør. Alle apparater, der virker, bliver efterfølgende solgt på et loppemarked i Odense 9. december klokken 11-14.
  • Loppemarkedet finder sted hos Odense Renovation på Snapindvej 21 i Odense. 
  • Forskerne tager imod alle el-apparater. Lige fra hårtørrere, håndpiskere, computere og telefoner. Det eneste, de ikke vil have, er hårde hvidevarer.