Frits sigtet for aktiv dødshjælp: - Jeg bryder ikke loven for sjov

Fyns Politi har sigtet den pensionerede læge Frits Schjøtt for at have udskrevet dødelige doser medicin til selvmordstruede.

Endnu en Svendborg-læge er sigtet for ulovligt at hjælpe patienter, der har et ønske om at dø, til at begå selvmord.

I 2017 blev Svend Lings sigtet for have medvirket til aktiv dødshjælp, og nu er den 83-årige pensionerede speciallæge læge Frits Schjøtt ligeledes sigtet i samme sag.

- Jeg har aflagt et lægeløfte for 57 år siden, og der lovede jeg at helbrede og lindre og trøste syge mennesker. Ud fra dette løfte har jeg hele min tid igennem anset det for at være en naturlig ting, at voksne mennesker selv skal kunne afgøre, om man vil være levende eller død, siger Frits Schjøtt til TV 2/Fyn. 

Han understreger, at han aldrig tidligere har udskrevet dødelige doser medicin til patienter, før Svend Lings for et par år siden bad en gammel kollega om hjælp.

- Det er min opgave som læge

Da Svend Lings mistede sin autorisation, udskrev Frits Schjøtt ad to omgange medikamentet Fenemal i så store doser, at det ville kunne tage livet af patienten.

- Jeg skrev et par recepter ud med et par måneders mellemrum. I det ene tilfælde ordinerede jeg det til mig selv, og Svend Lings hentede medicinen og gav det til patienten. I det andet tilfælde udskrev jeg det til patienten selv. Da havde jeg en enkelt samtale med patienten for at høre, om han var ved sine sansers fulde fem, siger den pensionerede og nu sigtede læge. 

Ikke i nogle af tilfældene mødte Frits Schjøtt patienterne fysisk. 

I februar sidste år sigtede Fyns Politi den fynske læge Svend Lings for at have assisteret flere end 10 mennesker med at begå selvmord. Svend Lings er med i foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp, og han kalder det sin pligt at hjælpe med at ende patienternes liv.

- Det er min opgave som læge, at jeg med min sagkundskab kan hjælpe folk til at sove ind og få sit ønske opfyldt. Jeg bryder ikke loven for sjovs skyld. Jeg gør det, fordi Holland, Schweiz og flere andre civiliserede lande har regler om assisteret selvmord, og det bør vi også have i Danmark, mener Frits Schjøtt.

Kan dele en fængselscelle

Ifølge Radio 24/Syv er Frits Schjøtt blevet sigtet for "at have udskrevet medicin til andre, velvidende at medicinen skulle bruges i selvmordshensigt". Radioen skriver også på sin hjemmeside, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil fratage lægen autorisationen, fordi han "er til fare for patientsikkerheden". 

Den sigtede læge fortryder dog ikke, at han har overtrådt loven.

- Jeg har talt med Svend Lings om, at vi kan dele celle, hvis vi bliver dømt. 

Det kan give op til fire års fængsel at hjælpe til ved selvmord. 

Oversigt

    Oversigt