Fritureolie og madaffald i radiatoren

Fritureolie, madaffald og alkohol skal fremover bruges i produktionen af naturgas på Fyn. Selskabet N.C. Miljø skal sammen med Naturgas Fyn omdanne affald til biomasse.

Det nye opgraderings- og biogasanlæg kommer til at ligge ved Ørbæk på N.C. Miljøs adresse, og bliver ejet af de to selskaber i fællesskab. Målet er at producere fire millioner kubikmeter biomasse årligt til brug i naturgasnettet.

- Vi har fra N.C. Miljø en mangeårig erfaring med produktion af biomasse. Vi indsamler madrester, fritureolie og forskellige affaldstyper fra fødevareindustrien. Naturgas Fyn har en endnu længere erfaring med distribution af gas og er en naturlig partner. Til fælles har vi en stærk ambition om at skabe vækst og sikre et grønnere samfund. Vi er klar - nu må politikerne vise, at de også har ambitioner på området, siger Niels Christian Nielsen, administrende direktør i N.C. Miljø.

Affald fra industri og landbrug

Affaldsprodukterne skal indsamles fra omkringliggende landbrug og industri og kan med en årlig produktion på forventet ca. 4 mio. m³ bionaturgas distribueret i naturgasnettet spare samfundet for udledning af minimum 20.000 ton CO₂ om året.

- Vi er meget begejstrede over samarbejdet med N.C. Miljø. Vi har et erklæret mål om at være involveret i 50-75 procent af al opgraderet biogasproduktion i Danmark, så dette er et vigtigt første skridt på vejen. Samtidig er vi glade for at have fundet en erfaren partner, som vi kan samarbejde med på området, så vi dermed sikrer en rentabel produktion af biogas i fremtiden. For os er det oplagt at naturgassektoren også skal bidrage til et grønnere samfund, og vi glæder os til at komme i gang, siger direktør Bjarke Pålsson fra Naturgas Fyn.

Dyrere gas

Etableringen af det nye selskab og produktionen af den grønne biomasse er dog afhængig af, at politikerne ligestiller afgiftene for biogas med fossile brændstoffer.

- De fossile brændstoffer, og herunder naturgassen, skal være udfaset i 2050 og vi er som naturgasselskab parat til at omdefinere vores rolle i markedet og på den måde dels fastholde den knowhow og ekspertise, vi har på gasområdet, dels medvirke aktivt til udviklingen af nye arbejdspladser og ikke mindst et grønnere Danmark. Men politikernes vilje og ambitioner på området er altafgørende, siger Bjarke Pålsson.

Samtidig vil omstillingen betyde at prisen for for Naturgas stiger en anelse.

Oversigt

    Oversigt