I det fynske folks tjeneste

Fritz Syberg dukket op igen - i gips

En buste i gips af den kendte, fynske maler, Fritz Syberg, er blevet fundet og bliver nu støbt i bronze for at få plads på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Busten er lavet af Johannes V. Jensen, der ellers er mest kendt som en af Danmarks største forfattere.

Men han var også en habil billedkunstner og billedhugger.

Blandt hans værker er to buster af hans malervenner, Johannes Larsen og Fritz Syberg fra 1930.

Busten af Johannes Larsen står stadig  i museets have; men den af Fritz Syberg har i mange år været anset for tabt.

I efteråret 2015 blev der imidlertid fundet en buste i gips hos en efterkommer af Johannes V. Jensen, signeret med forfatterens monogram.

Som repræsentanter for henholdsvis Limfjordsdigterne og Fynbomalerne stod Fritz Syberg og Johannes V. Jensen på samme fløj i en kulturkamp i begyndelsen af det tyvende århundrede, som ændrede danskernes blik på deres land for altid

- Et tabt monument over et betydningsfuldt venskab er nu genvundet. Som repræsentanter for henholdsvis Limfjordsdigterne og Fynbomalerne stod Fritz Syberg og Johannes V. Jensen på samme fløj i en kulturkamp i begyndelsen af det tyvende århundrede, som ændrede danskernes blik på deres land for altid, siger afdelingsleder på Johannes Larsen Museet, Mette Ladegaard Thøgersen.

Med en klækkelig bevilling fra Ny Carlsbergfondet er det nu muligt at fremstille busten i bronze i to afstøbninger, hvilket finder sted på Skulpturstøberiet i Svendborg.

Den ene skal stå på Johannes V. Jensen Museet i Farsø, mens den anden skal stå i Johannes Larsen Museet i Kertemindes have nær ved busten af kammeraten, Johannes Larsen.

Gipsbusten af Fritz Syberg er - med velvilje fra ejeren - med i udstilling på Johannes V. Jensen Museet om forfatterens billedkunst.

Bronzeudgaven ventes klar til at rykke ind på Johannes Larsen Museet i Kerteminde i juni.

Ved du noget? Så send os et tip