I det fynske folks tjeneste

Frivillig lektiecafe nomineret til Bland dig Prisen

Lektiecafeen i Veflinge er nomineret til Bland dig Prisen

I Veflinge har en gruppe frivillige taget initiativ til at hjælpe byens flygtninge med at læse lektier og kende de skrevne og uskrevne regler i landet. Nu er de blandt de nominerede til Bland dig Prisen på 25.000 kroner.

Bland dig Prisen bliver uddelt på Det Fynske Folkemøde, og blandt de fem nominerede er en frivillig lektiecafe i Veflinge, der gerne vil hjælpe nyankomne flygtninge til at begå sig i lokalsamfundet.

Anne Margrethe Dalskov er en af de frivillige, der står bag lektiecafeen, og hun er glad for at deres initiativ er indstillet til prisen.

- Det betyder da rigtig meget. Vi har jo startet det her op af ingenting som frivillige, for at kunne hjælpe de her flygtninge, der er kommet til byen med at kunne blive elever på vores skole og bruge bussen og handle i Brugsen, så vi øger vores befolkning, siger hun.

Penge gør en forskel

Hvis lektiecafeen vinder Bland dig Prisen på de 25.000 kroner, vil det gøre en forskel for arbejdet.

- Vi har ikke nogen økonomi overhovedet. Menighedsrådet donerer kaffen, og alle skiftes til at bage kage, både flygtninge og danskere, når vi har lektiecafe. Det betyder, at vi kan tage på nogle flere ture. Det betyder rigtig meget, at vi har lidt økonomi til at gøre noget godt med, siger Anne Margrethe Dalskov.

En af dem, der har nydt godt af lektiecafeen er Chadi Dabbagh, der kommer fra Syrien.

- I starten var det sproget. Jeg har lært meget sprog da jeg startede. Også når man skal finde en praktikplads eller et job hjælper de. Og de uskrevne regler, der findes i Danmark. De er ikke så nemme at finde, siger Chadi Dabbagh.

De nominerede

Der er fem nominerede til Bland dig Prisen. Ud over lektiecafeen i Veflinge er der fire andre, der kæmper om at få æren og de 25.000 kroner.

Turismens venner i Kerteminde, der sørger for at tage godt mod byens gæster.

Jan Valbak fra Faaborg. Byrådsmedlem og ildsjæl der går forrest for sin by.

Mogens K. Nielsen. Formand for Foreningen Als-Fyn Broen, der kæmper for at få etableret en fast forbindelse mellem Fyn og Als.

Børn og Unge i Sorg på Fyn. Hjælper med tilbud om gratis at kunne deltage i sorggruppe, når børn mister en forælder eller andre nære pårørende.

Du kan se med på TV 2/FYN, der sender direkte fra Det Fynske Folkemøde og vinderen af Bland dig Prisen klokken 12.30

Ved du noget? Så send os et tip