Frivillige forærer flygtninge i togene mad

Mere end 50 frivillige er i dag mødt op på Odense Banegård for at give mad, vand og medicin til alle de flygtninge og migranter, som rejser igennem Danmark i tog på vej mod Sverige fra Tyskland.

Mange kilo mad er klar på perronen, når togene kommer ind.
Mange kilo mad er klar på perronen, når togene kommer ind.

Hver time stopper et tog på Odense Banegård fyldt med flygtninge og migranter på vej fra Sønderjylland mod København. Og hver gang står mere end 50 frivillige klar på perronen. I de få minutter, toget holder stille, løber de ind med mad, vand, medicin, bleer og tøj.

- Vi føler, vi bliver nødt til at bidrage med noget. Vi kan ikke åbne vores døre op for alle, men vi kan åbne vores hjerter og vise medlidenhed og hjælpsomhed. Det er det vigtigste, fortæller Songyl Aktaali, som er en af de mange frivillige.

Alle varerne har de frivillige enten betalt af egen lomme eller fået doneret af butikker. Og det første, der møder én, når man står af rulletrappen på perronen, er et papskilt med teksten "Hjælp en flygtning. MobilePay 26 29 24 48".

- Vi forsøger på denne ene eller anden måde at give tilbage. Danmark har taget rigtig godt imod os, og vi føler, at flygtningene også skal have en god modtagelse af os, forklarer en af initiativtagerne Mohammed Hussein.

Oversigt

    Oversigt