Frivillige ind i psykiatrien i Odense

Psykiatrisk Afdeling i Odense samarbejder med Røde Kors om at bruge frivillige som den første psykiatriske afdeling i Danmark.

De frivillige kan for eksempel fungere som højtlæsere, spillemakkere, ledsagere på gåture og i det hele taget holde patienterne med selskab.

Det er Røde Kors, der leverer frivillige til projektet, og de holder informationsmøde for mulige frivillige onsdag aften.

- Vi tror på, at det vil kunne give stor værdi for de patienter, der er indlagt hos os, siger oversygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Odense, Erik Jensen.

Han mener, at frivillige kan bidrage med noget, som afdelingen ikke har i forvejen og vel at mærke uden at tage arbejde fra det lønnede personale.

Formanden for Røde Kors i Odense, Gerda Madsen, ser psykisk syge som en vigtig målgruppe for det frivillige arbejde:

- De står ofte alene med deres problemer, og her kan vi se, at der er et stort behov. Også i kraft af, at mange bliver indlagt langt fra hjemmet og i lange perioder, siger hun. 

Oversigt

    Oversigt