Vender beredskab ryggen: Frivillige spænder ben for dem selv

Beredskabsforbundet i Region Syddanmark undrer sig over, at 15 frivillige har forladt Beredskab Fyn uden at inddrage forbundet.

For et år siden kaldte de frivillige hos Beredskab Fyn situationen for kritisk. 

Og det gør de stadig.

I et åbent brev giver de udtryk for en situation, som de betegner som "stressende, frustrerende og forvirrende".

De frivillige mener blandt andet, at de er kraftigt underbemandet, at de ikke får tilstrækkelig uddannelse, at de er uønsket, og at de mangler udstyr som for eksempel hjelme og tøj til indsatserne, som de rykker ud til.

quote Det ville have været rart, hvis de havde snakket med os, inden de forlod Beredskab Fyn og sendte brevet

Marianne Kjær, regionsleder i Beredskabsforbundet Region Syddanmark

De frivilliges konklusion i det åbne brev er klar: "Vi føler os svigtet af ledelsen, og vi har mistet tro på, at ledelsen ønsker de frivillige som en del af Beredskab Fyn".

Den frustration reagerer de frivilliges landsdækkende organisation, Beredskabsforbundet, nu på. 

I en pressemeddelse skriver Beredskabsforbundet blandt andet, at forbundets ledelse i en længere periode har været i dialog med Beredskab Fyn.

Det har Beredskabsforbundet gjort "for at sikre den optimale udnyttelse af det frivillige mandskab i det samlede beredskab", står der i pressemeddelelsen.

Forbund undrer sig

Forbundet siger, at det vil fortsætte dialogen og understreger samtidig, at det "fuldt ud anerkender Beredskab Fyns ret til at definere, hvilke opgaver der skal udføres af frivillige".

Samtidig undrer regionsleder i Beredskabsforbundet Region Syddanmark, Marianne Kjær, sig over de frivilliges reaktion.

quote Man kan ikke forhandle, hvis man ikke er en del af de ansatte. Smider man uniformen, så er det svært.

Marianne Kjær, regionsleder i Beredskabsforbundet Region Syddanmark

- Det ville have været rart, hvis de havde snakket med os, inden de forlod Beredskab Fyn og sendte brevet, siger Marianne Kjær til TV 2/Fyn.

Hun tilføjer, at de frivillige, som har forladt Beredskab Fyn, har lavet en benspænd for sig selv:

- Man kan ikke forhandle, hvis man ikke er en del af de ansatte. Smider man uniformen, så er det svært.

Situationen har fået 15 frivillige til at sige stop og forlade Beredskab Fyn, oplyser Lucie Stampe Vangsgård, som selv har forladt Beredskab Fyn og er en af underskiverne af brevet.

Marianne Kjær oplyser, at det kun er på Fyn, at der er ballade mellem beredskabet og de frivillige.

Oversigt

    Oversigt