En ung mand er på vej hen over den regnvåde parkeringsplads ved Statsfængslet på Søbysøgård på Midtfyn.
- Jeg er på vej hen til den lukkede afdeling.
Det er en rute, Mads Madsen kender godt, for han går den hver uge, når han skal mødes med en af de indsatte i et besøgsværelse. Han gør det både for at hjælpe den indsatte og hele samfundet.
Hvis jeg gerne vil have det samfund, hvor tidligere straffede kommer ud og får et ikke-kriminelt liv bagefter, så må jeg vel også selv lægge en lille indsats i at det sker.
- Hvis jeg gerne vil have det samfund, hvor tidligere straffede kommer ud og får et ikke-kriminelt liv bagefter, så må jeg vel også selv lægge en lille indsats i at det sker.
Nøglerne rasler i døren til besøgsværelset, og en fængselsbetjent lukker en indsat ind.
Mads er studiestøtte for den indsatte, som her er anonym, men som vi kan kalde Christian. Han læser engelsk og kriminologi på universitetsniveau, og Mads har erfaringen fra universitetsverdenen til at kunne hjælpe Christian med lektielæsning og debat om teksterne.
- Jeg kom ikke igennem mit studie, uden at der var venner og familie, der havde støttet op omkring min eksamenslæsning, eller nogen at diskutere med i timerne. Den mulighed har han ikke herinde.
For Christian er de ugentlige besøg afgørende for at kunne gennemføre:
- Hvis Mads ikke var der, så ville det være tungt. Nu har jeg noget erfaring med universitetssektoren fra tidligere. Hvis jeg ikke havde det, og jeg ikke havde Mads, der kommer, så var det helt umuligt. Helt, helt, helt umuligt. Det er min påstand, at hvis du starter fra scratch uden at have gået på universitetet før og ikke har nogen som Mads, der hjælper dig, så kan du ikke gennemføre. Det er helt umuligt.
Når en indsat sidder i et statsfængsel er det staten repræsenteret ved kriminalforsorgen, der har ansvaret for hans straf og tilværelse. Men Mads er ikke fra Kriminalforsorgen. Han er frivillig i Ungdommens Røde Kors. Der mener direktøren, Anders Buhelt, at Ungdommens Røde Kors kan noget, som staten ikke kan.
Det offentlige kan ikke være din ven.
- Det offentlige kan ikke være din ven. Velfærdsstaten kan ikke være din ven og kan ikke rumme dig på samme måde som en frivilligsammenhæng kan. I det offentlige skal du forholde dig til eksempelvis en ung, der sidder i fængsel. Hvorfor gør de det? Det behøver vi ikke forholde os til. Vi kan bare forholde os til, at her sidder en, der er uden for samfundet, og som vi kan bidrage til at få tilbage ind i samfundet.
I besøgsværelset er de engelsksprogede kriminologibøger slået op, og noterne er spredt ud over bordet. Christian har budt på kaffe og småkager for at gøre seancen så hyggelig som muligt. Og snakken går også livligt mellem de to.
For Mads Madsen handler det om at bevare øjenkontakten til en kriminel, der ellers kan være på vej i den forkerte retning. På et tidspunkt har kriminelle ifølge ham stået ved et valg mellem at bevæge sig ud af den lovlydige vej eller den kriminelle.
- Og så er der jo en hel masse faktorer i de her menneskers liv, der gør, at de på et tidspunkt er gået ned ad den kriminelle vej. Og når de så går dernedad, så kan det være, de på et tidspunkt kigger sig over skulderen for at se, hvad de går væk fra. Og hvis der kun står folk med korslagte arme eller med ryggen til, så føler de sig heller ikke velkomne til at gå tilbage. Så der føler jeg som en medborger i samfundet en pligt til at være der, hvis han vender sig om, og søge øjenkontakten med ham og sige "du er stadig velkommen her".
Der bliver flittigt taget noter i besøgsværelset, hvor Christian er ved at få overblik over de afsnit, han skal læse til næste uge. Med hjælp fra Mads har han fået lidt mere styr på kriminologiens lærebogsteorier. Og fået holdt fast i sine ideer om fremtiden.
De giver mig muligheden og håbet om at genindtræde i samfundet igen.
- Jeg kunne godt sige, jeg er ligeglad med alt det her og så bare hive førtidspensionen fra nu af, forklarer Christian.
Men det får jeg det ikke bedre af, og det gør samfundet heller ikke. Så det, Mads og Ungdommens Røde Kors gør, er at de giver mig muligheden og håbet om at genindtræde i samfundet igen. Og så kan man spørge, om det betyder specielt meget. Det betyder alt, når man sidder med en længerevarende fængselsdom, at du kan bevare det håb og holde det ude i horisonten.
Mads er klar til at træde ud af fængslet igen.
Efter at have givet sin hjælp og selv fået noget til gengæld.
- Min belønning er jo, at nogle af dem, jeg kan hjælpe, forhåbentlig kan skabe sig et bedre liv, end de havde før. Hvis det var et dårligt liv, der førte til kriminalitet.