Frugt og bær lider

Det tegner til et sløjt år for fynsk frugt og bæravl efter et forår med en kombination af sen frost og tidlig varme.

Forårsvejret har været ualmindeligt uheldigt for avlen af frugt og bær.

Det gælder ikke blot den sene frost, der varede helt indtil slutningen af april, men også, at marts måned var usædvanligt varm.

Det har resulteret i færre frugter på træerne, skriver DR Sjælland.

- Samlet set forventer vi et udbyttetab på 25 pct., mens enkelte avlere må registrere tab på hele 75 pct., lyder vurderingen fra Jan Jager, der er formand for frugt- og bærdivisionen i Dansk Gartneri.

Ifølge Jan Jager er situationen mest kritisk på Sydsjælland, Fyn og Lolland-Falster, så nu håber de danske frugt- og bæravlere på at mildere vinde blæser hen over landet - for at højne kvaliteten af den faldende frugtmængde.

- Det er ikke kun Danmark, der har været ramt. Der meldes om faldende frugt og bæravl i det meste af EU. Det kan give højere afregningspriser, men det kræver selvfølgelig, at vi har nogle kilo at sælge, siger Jan Jager til DR Sjælland.

Det er især solbær, kirsebær, æbler og pærer, der er ramt af det forsømte forår og den sene frost i april.

Danmark tæller 1164 bedrifter med frugt og bær. Sidste år udgjorde produktionsværdien af danske frugt- og bær 145 mio. kr.

Oversigt

    Oversigt