Frustreret Olsen: Vi får for lidt ud af det

OB-træner Lars Olsen er skuffet over efterårets pointhøst. Flot spil i 0-0-kampen mod Brøndby var kun til ringe trøst, mener træneren.   

I 45 minutter kunne OB-træner Lars Olsen se sit mandskab være totalt overlegne i søndagens SAS Liga-opgør mod Brøndby. I store perioder var der tale om direkte klasseforskel mellem de to hold, og derfor var det også en noget frustreret OB-chef, der gjorde status efter kampen, skrive Ritzau.

- Det var en af de bedste - hvis ikke den bedste - halvlege, vi har spillet i dette efterår. Vi spillede fantastisk, kom godt over kanterne og havde en god boldomgang. Vi skulle have vundet i dag (søndag, red.), mente Lars Olsen, som efter pausen kunne konstatere, at Brøndby fik skærpet sin defensiv og derigennem havde held til at holde OB afgørende fra fadet.

- Jeg føler, at vi skulle have vundet den kamp. Generelt står jeg dog også med en fornemmelse af, at vi har fået for lidt ud af det i sæsonen. Selvom vi blot har tabt en enkelt kamp, har vi kun hentet 23 point, sagde Lars Olsen til Ritzau. 

Ganske rigtigt må OB da også nøjes med en forholdsvis beskeden placering som nummer fem i SAS Ligaen. Otte uafgjorte kampe har tæret hårdt på pointregnskabet, og ifølge Lars Olsen er det langt fra godt nok for den ambitiøse klub.

- Det er svært at sige, hvad vi burde have gjort anderledes. I bund og grund handler det jo om at lave mål. Og når man ser på, hvor få mål vi har lukket ind, må vi sige, at vi jo ikke har været effektive nok, fortalte Olsen.

Oversigt

    Oversigt