I det fynske folks tjeneste

Frygt på OUH for ny EU-lov

Kaos og mindre sikkerhed for fynske patienter. Det er spådommen på Odense Universitetshospital få uger før, at EU fremlægger et forslag om en sundhedssektor uden landegrænser.

En ny EU-lov bliver mødt med bekymring på OUH og det øvrige danske sundhedsvæsen.

De danske hospitalers økonomi og planlægning vil blive ramt af kaos, hvis et nyt EU-forslag vedtages, lyder det i sundhedsvæsnet.

Forslaget giver patienter i EU ret til frit at vælge sygehus i hele unionen. Og da pengene følger patienterne ud af landet, kommer hospitalerne under pres.

For ingen ved, hvor vi vil trække patienter til, og hvor de vil udvandre, lyder det.

- Det bliver helt uoverskueligt, og det vil ikke give den samme sikkerhed for patienterne, siger ledende overlæge Niels Holm fra kræftafdelingen på Odense Universitetshospital.

Han bakkes op af kræftlægerne i Dansk Onkologisk Selskab og af formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S):

- Pengene vil kunne fosse ud til udenlandske klinikker og til udenlandske hospitaler, og så skal vi svække vores eget system for at kunne betale de store regninger fra udlandet, siger Bent Hansen.