I det fynske folks tjeneste

Frygtede våben: 50-årig anholdt for dødstrusler

Fyns Politi rykkede talstærkt ud, da en mand skulle anholdes i Odense. Man frygtede, han var bevæbnet.

Fyns Politi tog ingen chancer, men rykkede talstærkt ud, da man skulle anholde en 50-årig mand i Bolbro. Manden er sigtet for dødstrusler mod en sagsbehandler i det sociale system.

- Han har fremsat truslerne over for andre, ikke over for sagsbehandleren selv, fortæller vagtchef Thomas Bentsen.

Politiet rykkede ud til mandens bopæl klokken 14.

- Manden er godt kendt i forvejen. Vi ved, at han har våben i form af luftgeværer, men vi frygtede, at han også lå inde med farligere våben, siger vagtchefen.

Derfor blev Ring 2 afspærret i nogle minutter i forbindelse med aktionen.

- Det gjorde vi af sikkerhedsmæssige hensyn, hvis han skulle komme ud og skyde omkring sig, forklarer Thomas Bentsen.

Det gjorde den 50-årige ikke. Han kom frivilligt ud og lod sig uden yderligere dramatik anholde.

Ved du noget? Så send os et tip