Frygter amerikanske tilstande: - Jeg har tit hørt historier om racisme

Sidste uge blev dansk-tyrkiske Bahadir Demirhan kaldt en abekat under en gåtur i Odense. Skellet mellem "dem" og "os" skal gøres mindre igennem dialog, mener Mahmoud Daoud, der er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter.

Abekat, "skrid hjem" og perker. Personer med anden etnisk baggrund end dansk oplever ofte at blive kaldt skældsord.

Mahmoud Daoud, der er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter, frygter, at den såkaldte hverdagsracisme i Danmark skal udvikle sig til tilstande, vi kender fra USA.

- Jeg har tit hørt historier, om folk der oplever hverdagsracisme. Jeg frygter faktisk tilstanden, som vi eksempelvis har set i USA, siger Mahmoud Daoud.

Fredag blev den dansk-tyrkiske Bahadir Demirhan kaldt abekat, da han sammen med sin kone og to børn slentrede hjem efter en aften på havnen.

- Jeg var chokeret. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde slet ikke set det komme, fortæller Bahadir Demirhan, der til hverdag er ejendomsmægler og medejer af Nybolig Odense.

Opdeling i grøfter

Mamoud Daoud mener især, at det er uheldigt og beklageligt, når hverdagsracismen rammer dem, der mener, at de er velintegrerede og bidrager til samfundet. For det er med til at sætte et større skel imellem "dem" og "os".

Konsekvensen kan ifølge Mahmoud Daoud blive, at vores samfund bliver ved med at dele sig op i to grøfter. Han frygter, at velintegrerede indvandrere begynder at trække sig og ikke føle sig som en del af samfundet.

- Og det vil jo være katastrofalt for vores lille Danmark, siger han.

Medlemmet af Rådet for Etniske Minoriteter understreger dog også, at mange danskere er gode til at gøre en indsats for at bekæmpe følgerne af hverdagsracisme.

- Der er mange, der inviterer folk ind i deres hjem på tværs af kulturer, traditioner og etniciteter, siger han.

Dialog skal vise fælles værdier

Mahmoud Daoud oplever, at der også er mange, som er gode til at tage en ordentlig dialog, som for eksempel i Bahadir Demirhans facebookopslag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi mangler noget mere oplysning, så vi ikke bliver ved med at se ned på hinanden, fortæller Mahmoud Daoud.

Mahmoud Daoud mener, at vi skal blive bedre til at tale om vores forskelligheder i stedet for, at vi ikke kan enes eller være tæt på hinanden.

- For det er jo efter min mening forkert. Vi har rigtig mange værdier til fælles, og det er dialogen, som skal bringe det frem.

I 2015 offentliggjorde FN en rapport, der viser, at diskrimination og fremmehad i stigende grad finder sted i Danmark.

Se hele indslaget med både Bahadir Demirhan og Mahmoud Daoud.

Oversigt

    Oversigt