Frygter at fattige børnehuse ikke kan leve op til loven

Forældre opfordrer byrådet til at droppe besparelser, hvis kommunens dagtilbud fortsat skal kunne overholde lovens mindstekrav

Forældreråd og bestyrelser for 115 børnehuse i Odense opfordrer kraftigt byrådet til at fjerne de planlagte besparelser på børn- og ungeområdet allerede i år, når budgettet genåbnes. De frygter, at kvaliteten af dagtilbuddene ellers vil blive så forringet i sådan en grad, at det vil være et brud på dagtilbudsloven.

- Hovedårsagen til det nuværende hul i budgettet er, at strategien i forhold til arbejdet med udsatte børn slog fejl, så vi stod tilbage med regningen for flere og dyrere anbringelser end beregnet. Vi kender alle til, hvordan denne økonomiske udfordring i første omgang blev håndteret, nemlig ulovlig lukning af en række børnesager alene af økonomiske hensyn og uden at tilgodese helt fundamentale sagsbehandlingsregler. Skal samme fejl begås igen? spørger de bl.a. retorisk i brevet.

 

De understreger, at de som forældre ikke kan acceptere, at dagtilbuddene i Odense Kommune reduceres til ren opbevaring.

- Allerede nu er vi på grænsen til, om dagtilbuddene overhovedet lever op til kravene, skriver de med henvisning til § 1 i dagtilbudsloven. Her står det, at børns trivsel, udvikling og læring skal fremmes gennem dagtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Dagtilbuddet skal desuden understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt fremme børns læring og udvikling gennem oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring.

- Vi forældre kan se, hvor utrolig en indsats personalet lægger for dagen, når de forsøger at skabe en tryg og udviklende hverdag for vores børn. Det er meget svært at sige, at det ikke er godt nok, når vi hver dag mødes af personale, som brænder for deres fag og for vores børn. Men nu siger vi det alligevel. Det er simpelthen ikke godt nok.

Som det er nu oplever forældrene blandt andet, at pædagogiske aktiviteter aflyses, fordi der er for få personer til at løfte opgaven, at manglende tid til at imødekomme særligt udadreagerende børn, går ud over de andre:

- I det skjulte er vi taknemmelige for, at det ikke er os, der ligesom personalet dagligt bliver tvunget til at foretage helt urimelige valg mellem at dække helt grundlæggende behov for børn i en sårbar del af deres livsudvikling.

Oversigt

    Oversigt