I det fynske folks tjeneste

Frygter nye sager om omsorgssvigt på Strandvænget

Den udskældte institution Strandvænget i Nyborg skal spare 20 millioner kroner. Pædagoger frygter det kan betyde nye sager om omsorgssvigt.

Pædagoger frygter nye sager om omsorgssvigt på Strandvænget i Nyborg.

Region Syddanmark har besluttet, at Strandvænget i Nyborg skal spare 20 millioner kroner. Tidligere har de pårørende kritiseret den beslutning, og nu mener pædagogerne at besparelserne kan få alvorlige konsekvenser.

- Jeg kan frygte, at den yderste konsekvens af så dramatiske besparelser kan blive nye sager om omsorgssvigt, siger Hanne Ellegaard, der er kredsformand i Socialpædagogerne Lillebælt.

En dokumentar på TV2 afslørede i 2007 stærkt kritisable forhold for beboerne på Strandvænget. Derfor bevilgede Region Syddanmark ekstra 40 millioner kroner årligt til institutionen, for at genoprette forholdene. Blandt andet skete der en større omstrukturering på stedet. Det er halvdelen af de midler regionen nu vil spare væk.

- Jeg mener ikke, der er brugt én krone for meget på Strandvænget. Kvalitet i indsatsen for samfundets svageste koster nu engang, siger Hanne Ellegaard.