Fugleinfluenza: Odense Zoo vaccinerer

Onsdag blev der konstateret fugleinfluenza på Fyn. Det betyder blandt andet, at Odense Zoos fugle skal vaccineres og holdes indendøre.

Der er vacciner på vej til Odense Zoo, så ingen af havens fjerkræ smittes med den dødelige fugleinfluenza H5N8. 

På grund af fundet af fugleinfluenza ved Bøjden på Sydfyn holder zoo fuglene indendøre, indtil samtlige dyr med fjer er vaccineret mod H5N8, fortæller zoolog i Odense Zoo, Nina Collatz Christensen til TV 2/FYN.

Fuglene er derfor en smule sværere at spotte i Odense Zoo end normalt i disse dage.

- Det er absolut noget, vi bekymrer os om. Vi har fået at vide af Fødevarestyrelsen, hvordan vi skal forholde os, og derfor holder vi alle fugle indendøre eller under tag, hvor vilde fugle ikke har adgang til vores fugles mad eller vand, fortæller Nina Collatz Christensen. 

Der er dog intet at bekymre sig om som gæst i Odense Zoo, da fugleinfluenzatypen H5N8 ikke smitter mennesker.

Pelikanerne, flamingoerne, de store papegøjer og de andre dyr med fjer må derfor også stadig gerne få besøg af mennesker inde i staldene.

Dødelig sygdom
Odense Zoo stod for 10 år siden i samme situation, og dengang blev den mulige katestrofe afværget netop ved vacciner. Derfor håber Nina Collatz Christensen, at haven også denne gang kan slippe nådigt fra udbruddet af fugleinfluenza.

Hvornår vaccinerne når frem er endnu usikkert. Når de gør, vil det tage et par dage at nå rundt og stikke alle havens fugle. 

Se hele interviewet med zoolog Nina Collatz Christensen her.

 

Oversigt

    Oversigt