I det fynske folks tjeneste

Fynsk gård ramt af fugleinfluenza

Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen er fredag formiddag på vej til en gård på Vestfyn, hvor der er fundet fugleinfluenza.

00:46

Se de første optagelser fra den vestfynske gård.  Video: Ole Holbech

Der er fundet fugleinfluenza på Fyn.

Det bekræfter både Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen over for TV 2/Fyn.

Ingen af de to myndigheder kan endnu sige noget om omfanget af udbruddet, men begge bekræfter, at de er på vej til en gård på det vestlige Fyn.

- Vi er på Fyn på vej til noget. Der er noget fugleinfluenza, og så har Fødevarestyrelsen rekvireret os til at håndtere det, fortæller pressevagten hos Beredskabsstyrelsen til TV 2/Fyn.

Læs også Fynsk gård ramt: Sådan undgår du fugleinfluenza

Beredskabsstyrelsen har lige nu mandskab og en god håndfuld køretøjer på vej mod den ramte gård. Her skal de forsøge at sikre, at fugleinfluenzaen ikke spreder sig til andre besætninger, og de ramte dyr skal ifølge Beredskabsstyrelsen efterfølgende slås ned.

Nyligt tilfælde i Nordjylland

Det er kun et par uger siden, at der var et tilsvarende udbrud af fugleinfluenza hos en besætning med økologiske høns på en gård nær Terndrup i Rebild Kommune i Nordjylland.

Ved den lejlighed blev hele besætningen på cirka 7.000 høns aflivet for at forhindre virus i at udvikle sig til en mere alvorlig fugleinfluenzatype.

Nye informationer:

En vestfynsk producent af gråænder er for tredje gang blevet ramt af fugleinfluenza. Alle gårdens 3.500 ænder skal nu aflives.

Seneste nyt kan læses her.

I november i 2016 blev en vild fugl fundet død af fugleinfluenza ved Bøjden på Sydfyn.

På grund af fundet holdt Odense Zoo fuglene inden døre, indtil samtlige dyr med fjer var blevet vaccineret mod H5N8, der var den type fugleinfluenza, der dengang blev fundet.

Fugleinfluenza

Fugleinfluenza er en smitsom virussygdom, som rammer fugle. Sygdommen kan medføre en dødelighed hos fjerkræ på op til 100 procent.

 

Sygdommen smitter normalt ikke mennesker, men er stærkt smitsom mellem fuglearter og har dødelige konsekvenser.

 

Alle fuglearter kan rammes af fugleinfluenza, men der er st​​​ore variationer i de forskellige fuglearters følsomhed med hensyn til at udvikle egentlige symptomer på sygdommen.

 

Kalkuner og høns er de mest følsomme, mens vandfugle generelt er langt mere modstandsdygtige.

 

Kilde: Fødevarestyrelsen

Beredskabsstyrelsen er fredag formiddag til stede med flere køretøjer på en gård på Vestfyn, hvor der er fundet fugleinfluenza. Foto: Ole Holbech / TV 2/Fyn