Fuld kvinde slog betjent i ansigtet

64-årig kvinde ville ikke lade sig sigte for spritkørsel i Svendborg

Man skal ikke sætte sig bag et rat, når man har drukket. Og når politiet møder op, må man ikke slå. Det må en 64-årig kvinde sande efter en episode i Svendborg lørdag aften.

Fyns Politi fik en henvendelse om, at beruset kvinde havde påkørt en bil på Torvet. Og da politiet kom frem, kunne de også konstatere, at kvinden havde fået mere at drikke end det tilladte.

- Udsigten til at blive sigtet for spirituskørsel hidsede hende så meget op, at hun slog ud efter betjenten, som hun også rammer under højre øje, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Søren Frederiksen.

Dermed udvikler sagen sig til også at omfatte paragraf 119, vold mod en person i offentlig tjeneste.

Kvinden sigtes for spirituskørsel og vold mod betjenten, men er løsladt igen.

Oversigt

    Oversigt