I det fynske folks tjeneste

Fulde søfolk i spjældet

Det skal være slut med snaldrede skippere på vandet. Fra 1. juli bliver der indført en promillegrænse på 0,5. Overtrædelse kan give fængselsstraf.

En fuld styrmand med en promille på 1,55 styrede coasteren Karen Danielsen ind i Storebæltsbroen.

Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen sætter nu proppen i for småberusede søfolks hærgen på bølgerne.

I dag besluttede et enigt Folketing en promillegrænse på 0,5 for erhvervssejlads, store lystfartøjer, speedbåde og vandscootere.

- Vi har desværre set flere eksempler på, hvor galt det kan gå, når man blander alkohol og sejlads. Jeg er glad for, at vi i dag har fået vedtaget en lov, som sender et klart signal om, at det er helt uacceptabelt at sammenblande spiritus og færdsel - også til søs, siger Bendt Bendtsen til Ritzau.

Kollision med Storebæltsbroen

Det seneste eksempel på, hvor galt det kan gå, var i marts 2005, hvor en beruset styrmand med en promille på 1,55 hamrede coasteren Karen Danielsen ind i Storebæltsbroen. 

Overtrædelse af den ny faste promillegrænse straffes med bøde eller fængsel i op til et år og seks måneder.