I det fynske folks tjeneste

Fulderik greb fat i betjents ædlere dele - og vred til

En 29-årig mand vil blive sigtet for vold mod tjenestemand i funktion og spirituskørsel. Han skal formentlig også betale for skaderne på tre biler, han kørte ind i.

Den 29-årige mand fra Assens kørte ind i tre biler i Frue Kirkestræde - ikke langt fra politigården (den lyse bygning til højre) Foto: Google Street View

En 29-årig mand fra Assens fik en druktur til Odenses natteliv til at udvikle sig i en retning, som kan holde ham ude af nattelivet et stykke tid.

Bag rattet i en bil kørte den 29-årige ved halv et-tiden natten til søndag ind i tre parkerede biler ved værtshuset Tinsoldaten i Frue Kirkestræde i Odense - ikke langt fra politigården i Hans Mules Gade.

Manden blev pågrebet og anholdt i Ryttergade og taget med politigården. Her kunne han ikke styre temperamentet og angreb en betjent. Han greb betjenten i skridtet og vred rundt, fortæller vagtchef Lars Fredensborg til TV 2/Fyn.

Efter at have sovet branderten ud afhøres manden og vil blive sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.

Dertil kommer en sigtelse for spirituskørsel og formentlig krav fra ejerne af de tre bulede biler i Frue Kirkestræde.

Læs også Genkender du disse genstande?