PCB bliver betegnet som en af verdens farligste miljøgifte, og ombygningen af Thurø Skole har afsløret PCB i både vægge, gulve, loft, vinduer og fliser. Derudover har kommunen også fundet koncentrationer af bly i byggematerialerne.
De farlige miljøgifte har dog ikke været sundhedsskadelige for elever og personale på skolen.
- Vi har tidligere undersøgt skolerne i Svendborg Kommune for PCB- dampe - også Thurø Skole. Målingerne dengang viste, at der ikke var nogen sundhedsrisiko, siger direktør for Miljø og Teknik i Svendborg Kommune, Kjeld Bussborg Johansen.
Fundet af PCB og bly overskrider dog de vejledende grænser fra miljøstyrelsen, og derfor skal kommunen nu sørge for at få miljøgiftene væk på en forsvarlig måde.
- Vurderingen er at det vil koste cirka fem millioner kroner at håndtere disse forhold, da bortskaffelsen af PCB og blyholdige materialer er meget bekostelige, siger Kjeld Bussborg Johansen.