Fusion kan redde Lindø-værftet

Lindøværftets fremtid kan blive sikret, hvis  A.P. Møller-Mærsk overtager det hollandske containerrederi P & O Nedlloyd, vurderer Danske Bank.

-

Lindøværftets fremtid kan blive sikret, hvis  A.P. Møller-Mærsk overtager det hollandske containerrederi P & O Nedlloyd, vurderer Danske Bank.

Hvis fusionen bliver gennemført vil  Mærsk-flåden vokse fra 350 containerskibe til 506, og dermed stiger behovet for skibsbyggeri.

- Fusionen kan blive en redningsplanke for Lindø. Mærsk Sealand har historisk udvidet sin flådes kapacitet med otte-ti procent om året. Nu får de en endnu større flåde, der formentlig skal vokse i samme takt. Dermed bliver behovet for nybyggeri af containerskibe uden tvivl større, siger aktieanalytiker Henrik Lund fra den Danske Bank til Fyens Stiftstidende.

For en månedstid siden truede bestyrelsesformand for A.P. Møller-Mærsk Gruppen, Michael Pram Rasmussen, på koncernens generalforsamling med at værftet er i fare for at blive nedlagt, hvis ikke effektiviteten bliver væsentligt forbedret.

Blandt de ansatte på værftet sætter man også sin lid til at en fusion vil fremtidssikre den store fynske arbejdsplads.

- Jeg håber, fusionen får den betydning, at vi skal bygge nogle flere store førstegangsserier af containerskibe. Det er det, vi er gode til, siger fællestillidsmand Lars Hansen til avisen.

Oversigt

    Oversigt