Fyens Væddeløbsbane er åben for hele familien

Zididada og Jokeren, heste og jockeyer og gratis transport. Familiedagen sker i lyset af Odenses nye integrationsstrategi.

Fyens Væddeløbsbane er lørdag åben for hele familien, og giver "nye" og "gamle" odenseanere en mulighed for at mødes på tværs af alder, hudfarver og kultur. Dagen skal bruges som inspiration til, hvordan byens mange kultur- og fritidstilbud kan bruges.

- Den vellykkede integration starter først og fremmest ved tilknytning til arbejdsmarkedet - men også gennem et aktivt fritidsliv. Derfor er vi glade for kunne byde velkommen til en sjov familiedag på Fyens Væddeløbsbane, siger rådmand Steen Møller (K) i en pressemeddelelse.

Der er mulighed for at komme helt tæt på hestene i stalden, besøge madboder, lege og lytte til musik fra blandt andet Zididada og Jokeren, møde frivillige fra byens foreninger, samt heppe på kuskene under dagens løb - også de folkevalgte politikere, når de dyster som med-jockeyer.

Familiedagen fejres i lyset af Odenses nye integrationsstrategi, som netop har et tæt samarbejde med foreninger, frivillige og andre aktører som centralt element.
 
Dørene åbnede klokken 11.00. Der vil i løbet af dagen være gratis bustransport til og fra Odense Banegård, Vollsmose Torv, Dianavænget og Bolbro Brugerhus. Der er desuden gode parkeringsmuligheder.

Oversigt

    Oversigt