I det fynske folks tjeneste

Fyn er klar til rejsekortet

Det bliver billigere at køre meget i bus på Fyn, når Rejsekortet kommer til Fyn. Til gengæld bliver de først rejser lidt dyrere. Det bliver resultatet af, at alle trafikselskaber i Vestdanmark nu skal harmonisere deres prisstruktur.

Mens store dele af Danmark i årevis har benyttet Rejsekortet, har Fyn haft sit eget billetsystem siden 2003. Men nu går den ikke længere. Fra foråret 2017 kan Rejsekortet også bruges i busser og tog på Fyn.

- Vores eget billetsystem har fungeret siden 2003, og det har hele tiden været planen, at det økonomisk og teknisk skulle afskrives før vi indførte Rejsekortet, siger Carsten Hyldborg Jensen, direktør for FynBus. 

Indførelsen af Rejsekortet betyder, at Fyn går fra at have de nuværende tre rabattrin på kvikkortet, til at have 4 rabattrin på rejsekortet, og rabatten på rejsekortet bliver større. 

- De første ture bliver en anelse dyrere, men til gengæld opnår man hurtigt rabat, hvis man rejser mange gange. Kontantbilletterne kommer til at koste det samme som nu, mens månedskort bliver lidt billigere, siger Carsten Hyldborg Jensen. 

Samtidig betyder indførelsen af Rejsekortet på Fyn, at FynBus får samme takst- og prisstruktur som andre trafikselskaber i Vestdanmark. Dermed bliver det mere enkelt og lettere at gennemskue priserne i den kollektive trafik i Jylland, på Fyn og Langeland i det såkaldte Takst Vest-område. 

- Indtil for nylig har takstharmonisering i årevis været et problem, der har været arbejdet på, uden at man nåede frem til en løsning. Jeg er glad for, at der nu både vil blive ryddet op i takstsystemet i Øst- og Vestdanmark. Det skylder vi kunderne i den kollektive trafik, der længe har efterspurgt mere enkle og gennemskuelige priser, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).

Ved du noget? Så send os et tip