Fyn er knastør: Mindre regn til fynboerne end resten af landet

Efteråret i Danmark har været det mest våde i mange år - men ikke på Fyn. Tørrest af alle kommuner i landet er Nordfyns Kommune.

Fyn er tør, mens det meste af landet er drivvådt. 

Efteråret var egentlig det mest regnfulde i 33 år, hvor flere kommuner passerer den nedbør, de ved årets start kunne forvente for hele 2017.

Men for fynboerne har året 2017 indtil videre budt på mindre vand. 

Ud af de ti kommuner på Fyn har otte af dem fået mindre regn i 2017 end forventede. Det viser en opgørelse fra Danmarks Meterologiske Institut. 

Odense og Nordfyns Kommune har fået hele 11,9 og 12,6 procent mindre vand fra himlen, end hvad der normalt falder. 

Faktisk er Danmarks tørreste kommune lige nu Nordfyn, der mangler 86 mm for at nå sin normale nedbør.

Nedbøren for de 98 danske kommuner er beregnet fra den 1. januar til og med den 12. december. Det samlede tal er blevet sammenlignet med den nedbør, kommunen normalt får på et år ved at se på gennemsnitsnedbøren i perioden 2006-2015.

Resten af landet er vådt

Det er lige omvendt i resten af landet. 

- 64 kommuner – eller omkring to tredjedele af alle kommuner – har allerede nu fået deres forventede 2017-nedbør, siger klimatolog hos DMI, Mikael Scharling, i en pressemeddelelse.

Danmarks vådeste kommune - i forhold til det normale for kommunen altså - er Frederiksberg. Her har de allerede fået 120 mm, hvilket svarer til hele 17,3 procent mere end årsnormalen.

- Alt i alt tegner 2017 til at blive et temmeligt vådt år i Danmark, siger Mikael Scharling.

Han fortæller, at den samlede nedbør på landsplan på nuværende tidspunkt er 805 mm. Rekorden for et år er 905 mm og den blev sat i 1999.

- Det når vi ikke, men vi ender heller ikke meget langt fra. 

 

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du kan se resten af Danmarks nedbør på DMI's hjemmeside

 

Oversigt

    Oversigt