I det fynske folks tjeneste

Fyn får international anerkendelse inden for cykling

Supercykelstier og VM-løb er med til at sætte Fyn på verdenskortet inden for cykling. Næste skridt kan være Tour de France-etape gennem Odense.

Foto: Morten Pape, Scanpix

Den internationale cykelunion, UCI, har udnævnt Fyn som UCI Bike Region i forbindelse med VM i landevejsløb i Norge.

Prisen gives til byer eller regioner, der har særligt klare strategier for at udvikle cyklismen i deres område, og cykelunionen fremhæver øens 1.200 kilometer cykelstier samt supercykelstier. 

Læs også Stort VM-cykelløb til Fyn

- Jeg vil gerne ønske øen Fyn tillykke med det fantastiske arbejde, den gør i Danmark for at udvikle cykling i alle dens former, siger UCI-præsident Brian Cooksen i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi kan noget særligt på Fyn inden for cyklisme, siger Odenses by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V), der naturligvis glæder sig over udnævnelsen.

UCI arbejder sammen med Fyn om at afvikle World Cup Cyclo-Cross, der starter i november, og i 2019 skal VM i cyklecross afvikles i Bogense.

Tour de France i Odense

Og der arbejdes på at få endnu større cykelløb til Fyn. Hele Danmark arbejder på at få verdens største etapeløb, Tour de France, til landet, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har en drøm om, at løbet kører over Storebæltsbroen og gennem Odense.

- Danmark er en stor cykelnation, og det vil give genlyd i verden, hvis Tourfeltet krydser Storebæltsbroen, kører gennem Odense og forbi Jellingstenen, sagde Lars Løkke Rasmussen til Ritzau i juli.

I september blev tre etaper af PostNord Danmark Rundt afviklet hen over Fyn. Anden etape måtte dog aflyses på grund af vejret. 

Fyn er ikke det første område til at blive hædret i Danmark. I 2007 fik København samme ære, og landets hovedstad afholdt senere VM i landevejscykling.

05:22

Den internationale cykelunion, UCI, har udnævnt Fyn som UCI Bike Region i forbindelse med VM i landevejsløb i Norge. Prisen gives til byer eller regioner, der har særligt klare strategier for at udvikle cyklismen i deres område - og cykelunionen fremhæver især Fyns 1.200 kilometer cykelstier OG supercykelstier. Dermed kan næste store skridt være Tour de France-etape gennem Odense. Vi havde Anne Høyby, fra Destination Fyn Klyngen, i studiet til en snak herom.

Luk video