Fyn i Form - Sådan kommer du i gang

-

-

Af Janne Risbjerg, Cand.Scient i Idræt og Sundhed og Mads Andreasen, Cand.Scient i Idræt og Sundhed

At komme i gang med at træne/motionere regelmæssigt kan være en kæmpe udfordring. For nogle kan det endda være helt uoverskueligt bare at komme i gang , mens andre bare springer ud i det.


Det sværeste kan være at komme i gang

Er du først kommet i gang med at træne regelmæssigt, kan du måske slet ikke undvære det, da motion er blevet en del af dine daglige/ugentlige gøremål på lige fod med det at gå på arbejde.

Man kan sige, at du har oplevet en livsstilsændring. Det kan dog være en lang proces at nå dertil, og derfor bør din motivation til at fortsætte med at træne bestå af andet end blot forbrænding af kalorier.

Det skal også være sjovt; noget du glæder dig til, men også noget du nyder, mens du er i gang. Ellers kan det være vanskelig at fastholde den nye livsstilsændring, og et tilbagefald til den gamle livsstil vil derfor kunne forekomme.

Lav en  liste med argumenter
Både når du skal i gang med en livsstilsændring, samt hvis du undervejs i forløbet har vanskeligt ved at fastholde din nye livsstil, er det en god ting at holde dig selv fast i, hvorfor det er, at du vil i bedre form eller tabe dig.

I denne forbindelse er det vigtigt, at du er superærlig overfor dig selv. Lav en liste over hvorfor det er, at du vil tabe dig eller komme i bedre form. Brug tid og kræfter på at lave denne liste. Årsager som blot at komme i bedre form er for generelle.


Du skal dyrke motion for din egen skyld - ikke for andres

Tit er der en dybere forklaring på, hvorfor du gerne vil i form eller tabe dig. Måske føler du dig helt udmattet af at gå op og ned af trapperne eller af at lege med børnene. Eller måske føler du dig generet af de ekstra kilo, der de sidste par år har sneget sig på, hvilket gør, at du føler dig utilpas i forhold til dit selvbillede eller hele tiden er nødt til at skifte garderoben ud.

Det er i denne forbindelse vigtigt at, uanset hvad begrundelsen er, så sørg for, at du gør det for din egen skyld, og ikke for andres skyld.

Vær tålmodig
Mange er så fast besluttet på deres nye livsstil, at de faktisk lægger for hårdt ud. Så i stedet for at starte lidt stille og roligt med 2-3 træningsseancer om ugen, lægger mange ud med at træne 5-6 gange om ugen.


Du skal være tålmodig og gå roligt frem i starten

Den (over)ambitiøse træningsplan holder desværre sjældent særligt længe, da det tager tid at ændre ens livsstil - det gøres ikke fra dag til dag! Derudover går der ikke mange træningsseancer før den utrænet krop begynder at sige fra, da det simpelthen er for hårdt for organismen at gå fra ingen træning til megen træning.

Vær tålmodig og gå roligt frem især i opstartsfasen, da det tager tid at opbygge en grundform. Tag hellere et skridt ad gangen, da du på denne måde, i det lange løb, bedre kan holde motivationen oppe og dermed opnå dine langsigtede mål.

Husk det tager tid at ændre dine livsstilsvaner, men er de først ændret er de ikke så vanskelige at fastholde, da det er blevet en af dine daglige/ugentlige rutiner!

Lav en træningsplan
Når du har gjort op med dig selv, hvad dine mål er, samt hvor ofte du vil træne, skal du have planlagt din træning. Start med at lave en overordnet langsigtede plan, hvor du udfra dine mål, planlægger, hvordan dine træningsseancer skal være.


Start med at lave en træningsplan

Er du nybegynder skal du bruge de første par måneder på at opbygge en grundform samt at finde en god træningsrytme.

I træningsdagbogen starter du med at planlægge de første par uger. Bestem hvilke dag du skal træne, hvad du skal træne (bare på et overordnet niveau; er det kredsløbstræning på trappemaskinen eller i spinninglokalet) og eventuel ved hvilken intensitet du skal træne.

Når du har dette på plads kan du lave en planlægning for hver enkel træningsseance. Du kan eventuelt gøre dette aftenen inden du skal træne, en uge før eller hvis du er rutineret flere uger i forvejen

Det koster det
Hvis du vælger at begynde at træne i  et motions/ fitnesscenter så kig dig godt for.  Der findes lige så mange typer medlemskab som priser.
De fleste centre tilbyder månedsmedlemskab, hvor du binder dig i 1,3,6 eller 12 måneder.

I denne periode kan du alt det du har lyst benytte dig af alle centrets træningsfaciliteter med mindre du specifikt kun har købt til holdtræning eller til træning i kredsløbs- og styrkerummet. Derudover kan du i flere centre ligeledes købe klippekort med enten 10, 15, 20 eller 30 klip, som ofte er gyldige op til 6-12 måneder - tjek med centret hvor lang tid klippekortet er gyldigt!

Et månedsmedlemskab af et fitnesscenter kan variere fra 150 kr. og helt op til 800 kr. om måneden, så derfor er det værd at se nærmere på, hvad du egentlig får for denne pris.

Personlig træner
En personlig træner er en professionel fitnessinstruktør, som både har uddannelse og erfaring indenfor træning og kost, samt især tilrettelæggelse af træning. Han/hun udarbejder personlig og individuelle træningsprogrammer, som præcist passer til dine ønsker og behov.


Du kan også vælge at få en personlig træner

Træner du for at tabe dig, tilrettelægger den personlige træner din træning efter det, hvilket udover træningsøvelser også vil indeholde kostændringer.
 Udover at tilrettelægge din træning assisterer han/hun dig også, når du træner, således at du får det fulde udbytte af din træning samt motiverer dig til at yde maksimalt.

Prisen for en personlig træner er mellem 300 og 600 kr. pr. time alt afhængig af uddannelse og erfaring. Derfor bør du, inden du tager kontakt med en personlig træner, overveje, om du har brug for denne ekstra vejledning for at komme i gang med at træne eller videre med din træning.

Ofte kan du få en uforpligtende samtale med en personlig træner, inden du vælger, om det er noget for dig. På denne måde kan du finde ud af, om han/hun er den rette "træner" og om kemien imellem jer er god. Læg mærke til, om han/hun lytter til dig og taler et sprog du forstår, virker oprigtig og kommer med realistiske bud på, hvordan du kan opnå dine mål.
Vær opmærksom på, at betegnelsen "personlig træner" ikke er en beskyttet titel, derfor skal du se dig for, da alle kan kalde sig personlig træner.

Oversigt

    Oversigt