Fyn i front på stor Paris-messe: Fynsk økologi buldrer frem

Fire af otte danske deltagere på den verdensberømte SIAL-messe er fra Fyn. Den økologiske eksport til Frankrig er fordoblet på fem år.

Fire fynske økologiske selskaber gør i disse dage deres hoser grønne over for franske grossister i Paris.

Det er Naturfrisk, der står bag Ørbæk Bryggeri, Skarø is, og de to Middelfart-virksomheder Coffeebrewer Nordic og ZoZozial Coffee.

Dermed udgør de fynske selskaber halvdelen af de danske selskaber, der deltager i den verdensberømte SIAL-madmesse i Paris frem til på torsdag.

Salget af økologiske fødevarer i fransk detailhandel nåede sidste år sit hidtil højeste niveau på 5,5 milliarder kroner, og den danske øko-eksport til landet er fordoblet på fem år, viser nye tal fra Landbrug & Fødevarer.

Ni ud af ti franskmænd har spist økologiske produkter i løbet af 2015, og hele 65 pct. spiser økologi mindst en gang om måneden.

Det får Mette Gammicchia, der er afdelingsleder for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, til at se lyst på fremtiden for eksporten af dansk økologi til Frankrig:

 - Eksporten af økologiske fødevarer fra Danmark til Frankrig er tæt på en fordobling på bare fem år – fra 70 millioner kroner i 2009 til 118 millioner kroner i 2014. Tallet for 2015 er ikke klar endnu, men det er vores klare forventning, at de er endnu højere. Derfor vurderer vi, at der er yderligere potentiale for at øge øko-eksporten til Frankrig, som er et af de største eksportmarkeder for dansk økologi, siger Mette Gammicchia.

SIAL-madmesse har eksisteret siden 1964. Den bliver afholdt hvert andet år og har aldrig været større end i år, hvor den franske landbrugsminister, Stephane Le Foll, stod for åbningen.  SIAL afholdes på et areal på 27 hektar, hvilket ifølge arrangørerne svarer til 100 supermarkeder.

 

Oversigt

    Oversigt