I det fynske folks tjeneste

Den fynske vandring: Fyn Live går øen rundt

Fyn Live bevæger sig ud på Fyns måske længste gåtur, når Preben Dahl i løbet af hele 2017 tager sine gæster med ud at gå på hele øen.

00:23

På et år vil Preben Dahl nå fra toppen af Fyn til den allersydligste spids.

Starten gik fra Fyns Hoved mandag klokken 17.30, men hvor ruten ender i slutningen af året, det skal seerne være med til at bestemme. 

Det er idéen bag et helt nyt program på TV 2/FYN, hvor Preben Dahl hver uge tager spændende gæster med ud på en gåtur. Hver tur begynder, hvor den sidste sluttede, og på den måde vil Fyn Live-holdet forsøge at få tilbagelagt flest mulige kilometer i løbet af året. 

Turene sendes selvfølgelig direkte på TV 2/FYN Nyhedskanalen, og undervejs kan du bliver meget klogere på dagens gæst. 

Eventyrer med på første tur

Når starten på Fyns længste gåtur går fra Fyns Hoved mandag er det i selskab med en mand, der i den grad kender noget til det der med at gå langt. Tidligere på året krydsede Bjørn Wils nemlig indlandslandsisen, da han tog turen fra Nord- til Sydgrønland med snowkite. 

Senest er han kommet hjem fra gletscher- og bjergvandring i Patagonien i Argentina. Her brækkede Bjørn Wils en tå under vandringen, men alligevel er han klar til at gå gennem det fynske landskab til en snak om sine oplevelser på de mange vandringer. 

Hvem skal med næste gang? 

Hvem kunne du godt tænke dig at se gøre Preben følgeskab på næste gåtur rundt på Fyn? Og hvor skal de gå hen? Kom med dine idéer i kommentarfeltet herunder, eller send en mail til fynlive@tv2fyn.dk 

18:00 Luk video