I det fynske folks tjeneste

Turisme: Fyn skal klare sig bedre på TripAdvisor og Google

Turistbranchen skal gøres mere digital, så turister kan finde oplysninger om Fyn døgnet rundt på alle årets dage, mener Destination Fyn.

00:28

Henrik Neelmeyer, der er formand i Destination Fyn, fortæller, hvordan den fynske turistbranchen kan blive bedre og få flere turister til øen. Video: Katrine Greve

Omkring 230 deltagere var torsdag samlet i Odeon i Odense til fynsk turismes årskonference Rethink Tourism.

Målet er bedre brugeranmeldelser på TripAdvisor, større synlighed på Google og skarpere målretning på de sociale medier. Kort sagt skal den fynske turistbranche være mere digital.

 

Læs også Middelfarts borgmester: Derfor samarbejder vi med Jylland - og ikke Fyn

 

- Vi skal have indhold på de sociale platforme året rundt. Døgnet rundt skal der være noget tilgængeligt, der frister turister til at komme til Fyn. Vi har en målsætning om, at det kan skabe en vækst, der er større end resten af landet, siger Henrik Neelmeyer, der er formand i Destination Fyn.

I 2017 kickstartede Destination Fyn og Sport Event Fyn markedsføringstrategien Fyn365, som netop går ud på, at turistbranchen på Fyn skal være mere digital.

På dagens konference diskuterede man, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Jernbanemuseum: Digitale kunderejser er vigtige

Danmarks Jernbanemuseum, der er en del af Destination Fyn, har deltaget i gratis uddannelsesforløb for at lave et samlet løft af kompetenceniveauet på Fyn. Museet i Odense har blandt andet været med i workshoppen Digital Academy, og det har været brugbart, mener Gitte van Deuers, der er marketingansvarlig ved Danmarks Jernbanemuseum.  

- Vi står for at skulle have ny hjemmeside og lancerer en ny hjemmeside i foråret. Der har vi brugt mange af de ting, vi har lært på Digital Academy, og at få indarbejdet det på en digital kunderejse er utrolig vigtigt, siger Gitte van Deuers, der har ambitionen klar.

- Kunden skal have den information, den har brug for med det samme.

På Fyn er der hvert år 3,5 millioner registrerede overnatninger, og turismen skaber 9.000 job i de ti fynske kommuner.