I det fynske folks tjeneste

Fynbo anholdt for spirituskørsel: Få timer og fem overtrædelser efter sad han i en celle

En 32-årig mand fra Svendborg nåede igennem seks overtrædelser af loven, fra han blev anholdt til han nåede frem til politistationen. Han spyttede en betjent i hovedet og tissede på muren til politistationen.

En mand fra Svendborg blev tirsdag eftermiddag anholdt for spirituskørsel. Men få timer efter havde han fem overtrædelser mere på platten. Foto: Alexander Aagaard

Tirsdag eftermiddag klokken 17.35 stoppede en patrulje en bil, der kørte rundt på Centrumpladsen ved Rådhuset i Svendborg. Føreren af bilen var tydeligvis beruset - men det er ikke det eneste. 

- Den her gut ender med at opføre sig særdeles tosset, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi Ehm Christensen. 

Manden, der viser sig at være 32 år og fra Svendborg, bliver efter, at han er blevet stoppet af politiet, kropsvisiteret, og hans bil bliver også undersøgt. Her finder patruljen en strømpistol, som han ikke må være i besiddelse af. 

Derefter går turen til det nærmeste sygehus, hvor han skal have taget en blodprøve, så politiet kan konstatere og dokumentere, hvor påvirket han egentlig er.  

Læs også Nye skraldespande på vej: Odenseanerne skal sortere affald seks steder

- På vej til sygehuset råber han adskillige ukvemsord mod kollegaerne og spytter, fortæller vagtchefen. 

Da de kommer frem til sygehuset viser det sig, at han ikke blot er påvirket af alkohol, men også har taget nogle euforiserende stoffer, som han ikke har recept på. 

Spyt og tis inden han når cellen

Nu går turen til politistationen, hvor der skal tages stilling til, hvad der skal ske med den 32-årige mand. 

Men manden og betjentene når kun lige ud af bilen ved stationen inden loven igen bliver overtrådt af den påvirkede mand. Han stiller sig nemlig op og urinerer på muren til lovens hus, hvorefter han vender sig om og spytter en betjent lige i hovedet gennem det åbne vindue i bilen. 

Den her gut ender med at opføre sig særdeles tosset

Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi

- Han var meget oprevet. Og han har da virkelig også været meget af registeret igennem for overtrædelser, konstaterer Ehm Christensen. 

Den 32-årige mand fra Svendborg bliver sat ind i en visitationscelle på stationen, hvor der skal flere betjente til, hver gang der skal kigges efter ham, fortæller vagtchefen. 

Sigtelser i stride strømme

Midt på natten bliver manden løsladt igen, men han kommer ikke udenom en lang række sigtelser.

Han bliver blandt andet sigtet for at køre i påvirket tilstand, vold mod polititjenestemand, flere omgange af fornærmelig tale mod tjenestemand, overtrædelse af våbenloven og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

- Han får nok en bøde for alt det her, siger Ehm Christensen.  

Læs også Biljagt i Odense endte i Helles have: - Lige pludselig lød der et kæmpe brag